Passion og Produktion – en gammel passioneret krimilæsers bekymringer

Hvad er det lige, der skaber en rigtig god kriminalroman? Det kan være svært sådan lige at svare på – og det er sikkert også individuelt fra læser til læser, men én ting er sikkert, nemlig oplevelsen af at blive opslugt, ført med, holdt hen i spænding, nogle gange i uudholdelig spænding. Når man er dér, så ved man godt, at man har en god krimi i hånden.

Og det formår de, altså krimimestrene som Jo Nesbø, Jens Henrik Jensen, Michael Katz Krefeld og Jussi Adler-Olsen – og selvfølgelig også flere andre, men jeg tager fat i de krimiforfattere, som jeg kender bedst, når jeg nu med dette indlæg har sat mig for at undersøge, hvornår og om passionen, altså skrivelysten og fortællelysten afløses af produktion, altså vi har rammen og recepten, så nu fyrer vi bare endnu en krimi af, så forlaget og banken kurrer blidt af mæthed og tilfredshed.

Så det handler måske om det på samme tid bekymrede og bekymrende spørgsmål, om de kære forkætrede krimiforfattere formår at holde kvalitetsmæssig flyvehøjde, når de har gang i en succesfuld serie og forståeligt nok har svært ved at sige farvel til deres hovedfigurer i serierne, fordi vi ivrige krimilæsere tilsyneladende ikke kan få nok af dem?
Fra en, der læst dem alle sammen, lyder det uldne svar: Ja, nogle kan, og andre har betydeligt sværere ved det.

Jo Nesbø

En af dem, der absolut kan, er Jo Nesbø, som over en 20-årig periode fra 1997 – 2017 har skrevet 11 blændende gode krimier med efterforskeren Harry Hole som hovedperson. De holder – det gør de altså.

Jo Nesbø holdt en pause efter ”Politi”, nummer 10 i serien, som udkom i 2013. Nu var Harry Hole nok død af sit efterhånden stadig voldsommere whisky-indtag, tænkte vi og stillede os tilfreds med at læse ”Sønnen” og lod os senere forarge over noget makværk eller fraklip, der udkom med to små krimier ”Blod på sneen” og ” Midnatssol”, men sør’me nej. Her i 2017 genopstod Harry Hole fra de næsten døde i den så 11. bog i Hole-serien ved navn ”Tørst”. Og vi var igen heldigvis på 1.klasse i krimiuniverset. Efterfølgende er der så kommet en lidt underlig, men i al sin groteskhed og krimi noir – underverden alligevel ganske spændende genfortolkning af Shakespeares Macbeth-drama, ”Macbeth”. Læs anmeldelsen af ”Macbeth” her på siden.
Så Jo Nesbø formår med sin Harry Hole-serie at holde niveau, og det selv om man selvfølgelig nogle gange kan tænke, at det bliver lidt for stereotypt med en hovedperson med evige alkohol- og kæresteproblemer.

Michael Katz Krefeld

En anden, der formår at holde niveau, er Michael Katz Krefeld, som fra 2014 til 17 år har bidraget til gode og spændende bøger til bogreolen med serien om Thomas Ravnsholdt, kaldet Ravn. Hans foregående krimier er bestemt også anbefalelsesværdige, men med Ravn-serien har han formået at skabe et spændende univers i kraft af de uforudsigelige plots, men også med de sideløbende småberetninger om Ravns egensindige hund, Møffe, hans virile portugisiske nabo på husbåden ved siden af samt vennerne på havneknejpen Havodderen. Her har vi også en kriminalbetjent med alkoholproblemer og med traumer, efter at hans kæreste brutalt blev dræbt i første bog, men det bliver aldrig stereotypt og kedeligt, for der er udvikling i såvel hans alkoholproblemer, hvor han faktisk i sidste bog er kommet på vandvognen, ligesom der også sker udvikling i mysteriet om drabet på hans kæreste. Så ’keep up the good work’, Michael Katz Krefeld! – passionen er der, og vi er klar til flere Ravn-bøger.

Jens Henrik Jensen

Vi kommer selvfølgelig ikke udenom Danmarks – efter min personlige overbevisning – pt bedste krimiforfatter, Jens Henrik Jensen.
Jens Henrik Jensen har tilsyneladende fra starten af sit forfatterskab arbejdet metodisk og ambitiøst med ikke at ryge ned i serie-faldgruben, hvor alle bøger skæres over samme læst. Han slog igennem med Kazanski-trilogien, som udover at have CIA agenten JJ Kazanski som gennemgående hovedperson egentlig er tre forskellige bøger, men alle meget spændende og anderledes, bl.a fordi de foregår mange forskellige steder i Østeuropa – så vidt jeg husker.
Så fulgte Nina Portland-trilogien med en enlig mor og kriminalassistent ved Esbjerg Politi, der ryger lige lukt ud i mange dramatiske episoder, og her fik mange øjnene op for Jens Henrik Jensen’s kvaliteter.

Men der er ingen tvivl om, at højdepunktet af god krimilitteratur nås med Oxen-trilogien, eller Danehof-trilogien, som den nu hedder (måske for at gøre plads til den netop udkomne nye og fjerde Oxenbog). En konstant jaget mand – både af politi og egne traumer fra uhyggelige krigsoplevelser – kæmper mod mørkemænd i en underlig, men ekstrem magtfuld loge – Danehof-ordenen. De tre bøger udgør toppen af dansk krimilitteratur, men i den her sammenhæng skal Jens Henrik Jensen især roses for at kunne/turde forlade (kasse)successer ved at holde sig til et mønster med kun at lave bøger i trilogier – for netop ikke at skabe ens og stereotype receptlignende romaner.
Men det er selvfølgelig svært at sige farvel til en oplagt succes, så vi er mange, der bifalder, at vi med ”Lupus” har fået en yderligere Oxen-bog, der selvfølgelig relaterer til tidligere oplevelser i de foregående tre bøger, men som har sluppet Danehof-tematikken. Læs endelig anmeldelsen af den nye Oxenbog på siden her – den bog må man bare ikke gå glip af!

Var der ikke noget med, at der var nogle, der havde svært ved at holde den kvalitetsmæssige flyvehøjde med lidt for stereotypt og ens opbyggede serie-romaner?

Jussi Adler-Olsen

Jo, jeg synes personligt, at Jussi Adler-Olsen falder i niveau og bliver mere producerende end passionerende et stykke hen i sin serie om Afdeling Q og Carl Mørck.
Kan man læse en bog fra ende til anden uden at trække vejret indimellem? Det er selvfølgelig ikke et lægeligt spørgsmål, men mere en metafor, for sådan oplevede jeg, at det var at læse Jussis første bog i Afdeling Q-serien, ”Kvinden i buret”.
Den var helt fantastisk fængende, og niveauet blev holdt fint tilsvarende højt i de tre næste bøger i serien, men allerede med den 5. bog i serien, ”Marco Effekten” kniber det at holde den spændingsmættede fremdrift, og der er for megen træden vande i handlingen.
Desværre er det en tendens, der fortsætter i ”Den Grænseløse” og i ”Selfies”, så det bliver for ens og for tamt, og som læser gider man næsten ikke blive ved med at høre om Mørcks problemer med eks-konen og den genstridige teenagesøn – og det værste er næsten, at man fornemmer, at Jussi Adler-Olsen heller ikke rigtig gider mere. Det bliver lidt for kontrakt-agtigt, at der skal produceres 10 bøger i serien. Sådan – men passionen og indlevelsen mangler altså.

Lotte og Søren Hammer

Værre endnu står det til med søskendeparret Hammers meget omfangsrige produktion med ikke mindre end 8 krimier på 7 år i serien med Konrad Simonsen som den kontroversielle kriminalmand, der omgiver sig med et helt hof af mere eller mindre specielle medarbejdere.
Debutromanen ”Svinehunde” var rigtigt flot skruet sammen og holdt vand hele vejen igennem, men siden er det gået for meget ned ad bakke. Bøgerne bliver for ens – for forudsigelige, og der er for langt tilløb, før der begynder at ske bare lidt. Det bliver lidt for tåkrummende i sidste roman, hvor Konrad Simonsen, kaldet Simon ellers er gået på pension, men bliver overtalt af sine tidligere medarbejdere til at stå i spidsen for en nyoprettet afdeling, en såkaldt cold case – unit, hvor Simon har lov til selv at vælge, hvilke gamle hengemte sager, han vil tage fat på. Come on – vi har én Afdeling Q allerede, og er det ikke nok?
Pas nu på alle I gode krimiforfattere ikke at forfalde til for megen produktion på bekostning af den passion, som I har i forhold til gerne at ville fortælle os en god og spændende historie!

Lyt til jer selv og jeres fortællelyst – og lyt lidt mindre til utålmodige forlagsredaktører!