Min måned – oktober 2018

Min måned - oktober 2018

Oktober 2018 er jo pludseligt  forsvundet fuldstændig fra jordens overflade. Jeg føler lidt, at oktober mere eller mindre er fløjet afsted, uden at jeg har opdaget at dagene blot er passeret. Jeg føler ikke, at det er specielt lang tid siden, at jeg sidst sad og skrev et indlæg, der opsummerede min læsning for den forgangne måned, men hvorom alting er, så hedder kalenderen altså november fra i dag.

Jeg har haft enormt travlt på studiet, da vi er skiftet fra at læse meget til hver undervisningsgang til at læse ekstremt meget til hver undervisningsgang. Det har efterladt min fritid begrænset, men på trods af det har jeg alligevel formået at kløve mig igennem 4 anmeldelser. Min far har igen været gavmild og har anmeldt 2 bøger på bloggen i oktober.

Jeg har for første gang besøgt Bella Center Copenhagen og Bogforum i år, hvilket jeg har skrevet et blogindlæg om, som du kan finde her. For kort at opsummere, så var det en ganske glimrende oplevelse, som var fyldt med en hel masse gode og inspirerende  indtryk.

Boganmeldelser i oktober 2018

Bøgerne jeg har anmeldt er Kvinden i vinduet, Nulpunkt, Et atelier i Paris og Glasvinge. Min far bød ind og anmeldte Lupus samt Motiv X.

Vi har ikke været lige begejstrede for hver bog i denne måned. Jeg synes egentlig, at det har været en meget gennemsnitlig læseoplevelse hver gang, jeg har lukket bogen, og jeg føler ikke, at jeg er blevet blæst bagover, desværre. Hvis jeg skal fremhæve en, som jeg tænker andre kan få noget ud af, så skulle det være Glasvinge eller Et atelier i Paris.
Jeg selv og min far har en forkærlighed for Jens Henrik Jensen, og han skuffede tilsyneladende ikke med sin nyeste udgivelse Lupus.

Jeg er sikker på, at november og december bliver mindst lige så travl, hvad angår studie, fritid og læsning. Der kommer en lang række nye udgivelser her i det sene efterår, som skal anmeldes, hvilket jeg glæder mig meget til.

Indlægget indeholder reklame, da næsten samtlige bøger er tilsendt af de respektive forlag til anmeldelse. Så tusind tak for alle bøgerne, det sætter jeg virkelig pris på.

Tidligere indlæg
Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar