Glasvinge er 3. selvstændige bind i serien om Jeppe Kørner og Anette Werner. Jeg havde ikke på forhånd læst nogle af de to foregående bøger af Katrine Engberg, men jeg synes egentlig, at jeg kunne følge meget godt med i bogen alligevel. Nå, mere om det senere.
Bogen begynder med, at et nøgent kvindelig bliver fundet i Storkespringvandet i indre København. Det er et avisbud, som finder den dræbte kvinde liggende i springvandet, og budet slår straks alarm til det københavnske politi.
Kvinden er blevet tømt for blod inden placeringen, og det viser sig hurtigt, at der er blevet brugt et gammelt medicinsk redskab – nemlig en scarificator. En redskab man brugte til at “tømme” menneskekroppen for sygdomme.
Den dræbte kvinde er ikke alene om at møde denne forfærdelige skæbne. Der dukker nemlig hurtigt et nyt offer op, hvilket sætter det københavnske efterforskningsteam på overarbejde.
En af bogens og de tidligere bøgers hovedpersoner er Jeppe Kørner, som er efterforskningsleder i afdelingen for personfarlig kriminalitet i København. Hans tidligere makker Anette Werner er begyndt på sin barsel, hvilket hun ikke helt kan affinde sig med. Hun virker mere som typen, der har brug for en pistol i hånden frem for en sutteflaske og en baby på armen. Hendes trang til at komme tilbage på arbejdsmarkedet hjælper Jeppe mere, end han på forhånd kunne have håbet på – selvom han flere gange påtaler, at hun skal passe på hende selv, hendes baby og hendes mand.
Jeppe Kørner får helt naturligt til opgave at klare de modbydelige drab. Presset fra ledelsen er ikke det eneste element i Jeppes liv, der presser ham. Efter sin skilsmisse er han flyttet hjem til sin mor, som fremprovokerer teenageirritationen hos ham endnu engang. Hans intime forhold til sin kvindelige kollega er han nødt til at skjule – om ikke andet for ikke at tabe ansigt overfor hans resterende kollegaer og risikoen for at lade personlige forhold gå ud over arbejdet.
På trods af at jeg ikke tidligere har læst noget af Katrine Engberg, så synes jeg, at jeg fik ganske meget ud af hendes seneste udgivelse, Glasvinge. Der var naturligvis nogle personer, som jeg ikke kendte på forhånd og heller ej deres indbyrdes relationer. Information omkring de relationer kunne jeg godt mærke, at jeg manglede, som bogen skred frem.
Selvom flere på forhånd havde fortalt mig på Instagram, at jeg ikke kunne læse denne bog selvstændigt, valgte jeg at gøre det alligevel, da Katrine, forfatteren bag, selv skrev, at jeg sagtens kunne kaste mig over den uden at have læst de foregående.
Der er ingen tvivl om, at slutningen overraskede mig. Gerningsmanden havde jeg ikke på forhånd gættet, så dette får Glasvinge et kæmpe plus for herfra.
Dette kan meget nemt komme til at blive tolket som mandschauvinistisk eller fordomsfuldt, men i bogen bliver Anette Werners ømme bryster og brystvorter meget detaljeret beskrevet. Jeg tror ikke, at en mandlig krimiforfatter havde beskrevet det element på samme intense facon. Det var egentlig det eneste tidspunkt, hvor jeg tænkte over, at forfatteren er en kvinde – selvom det er fuldstændig ligegyldigt, var det alligevel et punkt, jeg tænkte over under min læsning.
KARAKTER
Ingen kommentarer