Min måned – august 2019

Min måned - august 2019

August 2019 startede brat efter en lang rejse i Island og efterfølgende Canada. Hvis I kunne tænke jer at læse om vores oplevelser i de to lande, vil jeg meget gerne skrive et separat indlæg om netop dette – men altså kun hvis I gider at læse det.

Ydermere er jeg startet hos regnskabsprogrammet Dinero i København i begyndelsen af august, hvor jeg har mit daglige virke frem til december som et led i min uddannelse. Her sidder jeg i deres kommunikations- og marketingafdeling og forsøger på bedste vis at give mit besyv på, hvad jeg mener, er det rigtige at gøre i de forskellige situationer. Som den skarpe læser sikker har opdaget, bor jeg i Odense, hvilket vil sige, at jeg tager toget hver dag og dermed er blevet et medlem i “togbog-banden”. Heldigvis kan jeg få læst en hel del i toget, hvilket betyder, at jeg kan holde fri, når jeg endelig lander i Odense.

Jeg har, grundet min nystartede tilværelse som pendler, valgt at takke nej til samtlige blogger-arrangementer, som jeg er blevet inviteret til her i august, da overskuddet simpelthen ikke har været der, og tiden har samtidig også været imod mig. Jeg håber, at jeg måske kan få tid til at deltage i nogle få stykker i fremtiden, fordi det er enormt hyggeligt at møde forfatterne og andre bogbloggere til disse arrangementer.

Jeg har desværre også måttet nedprioritere mit tv-serie kiggeri i august, men jeg håber, at jeg kan få genetableret min kærestes og min faste rutine med at se et eller to afsnit engang imellem. Netop nu er vi igang med at se Mindhunters sæson 2 samt Gomorrah sæson 2.

Boganmeldelser i august 2019

I Canada lyttede jeg til Ondskab af Chris Carter som lydbog, da jeg modtog hans seneste udgivelse, Nemesis, med posten. Forfatteren selv anbefalede, at man læste netop Ondskab inden – så jeg valgte at følge mesterens eget råd. En fantastisk uhyggelig thriller, der fik 5 store stjerner.

Grav af Thomas Bagger er indtil videre forfatterens seneste udgivelse i serien om Ask Hjortheede og Camilla Staal. Både min far og jeg er begge blevet ekstrem stor fan af vores nye århusianske forfatter, og vi bliver blæst bagover hver gang. 5 stjerner til denne udgivelse.

Thomas Rydahl har udgivet sit afsluttende bind i trilogien om Erhard, De tre paver. Jeg har kun læst denne sidste udgivelse, og jeg må indrømme, at forfatteren kan et og andet med ord. Denne fik 4 stjerner af undertegnede.

Lige inden vi satte os op i flyveren mod Island afsluttede jeg Datahelten af Benjamin Lamberth. Bogen handler om personlig data og virksomhedernes brug af disse. Jeg var ikke helt oppe og ringe, og derfor fik bogen 3 stjerner.

Samme karakter måtte jeg give til Mogens Blom, der har skrevet Dobbeltspil i Odessa. Endnu engang hoppede jeg de tidligere udgivelser over og direkte til den seneste. Det var en skam, fordi jeg mistede en markant del af historien. Jeg vil anbefale, at man lige lærer serien at kende først.

Med til Canada havde jeg også Nemesis af Chris Carter, og jeg må sige, at han virkelig er blevet en favorit hos mig. Måden han skriver på minder mig uhyggeligt meget om filmen, Seven. Er du til blodig, hensynsløs og bestialske beskrivelser, så er denne noget for dig. Endnu engang 5 stjerner til forfatteren. 

Den sidste bog på listen over min læsning i august 2019 blev Mester Jakob af Emelie Schepp. Det er hendes 5. bog om Jana Berzelius, og gør dig selv den tjeneste at læse de foregående bøger først. Jeg fortryder, og jeg kan ikke anbefale, at du følger min strategi. 

Ole Hous anmeldelser

Jeg har valgt at lave en lille sektion til min far, da han her i august har anmeldt hele 3 bøger på bloggen. Det hænger lidt sammen med, at jeg selv har haft uhyre travlt, så det er dejligt, at han trådt til.

Første bog på hans liste er Djævlens døtre af Thomas Rathsack. Det er en fortsættelse på hans serie om Michael Plessner. Denne gang var Hou Sr. ikke helt så begejstret for den tidligere jægersoldats bog, som han ellers ynder at være. “Kun” 3 stjerner blev det til i denne omgang. 

Kvinden med dødsmasken er den nyeste udgivelse af vores danske krimiforfatter, Mads Peder Nordbo. Vi er endnu engang I Grønland, og endnu engang viser forfatteren, hvor stor indsigt han har i den barske natur og folket mod Nord. 5 stjerner til denne bog.

Sidst men ikke mindst har min far anmeldt en svensk debutant ved navn Pascal Engman. Forfatteren er netop udkommet på People’sPress med sin spændingsroman, Patrioterne. En barsk fortælling, der fortjener 4 stjerner. 

Tak fordi du læste med, og tak fordi du vil læse vores anmeldelser her på bloggen. 

Indlægget indeholder reklame, da stort set alle, på nær én bog, er anmeldereksemplarer.

Tidligere indlæg
Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar