Selfies er 7. bind i Jussi Adler-Olsens fantastiske fortælling om Carl Mørck, Rose og Assad. Trioen kommer ud for en masse gruopvækkende sager sammen igennem de tidligere udgivelser, og det stopper heldigvis ikke i Selfies.
Rose bliver indlagt på psykiatrisk afdeling, da hendes barndomsdæmoner vender tilbage fra hendes fars langvarige terrorisering gennem hele hendes opvækst. Alt imens Rose kæmper for sit mentale helbred, går tingene deres normale gang i Afdeling Q. Carl og Assad forsøger sideløbende med deres sager at hjælpe Rose, men deres hjælp gør blot tingene værre for vores kvindelig hovedperson, og pludselig forsvinder hun fra jordens overflade.
Roses historie bliver viklet ind i en besværlig sag med 3 unge piger, der lever livet hurtigt og i en evig kamp for rigdom, på trods af at de alle modtager kontanthjælp.
Sømpistolsagen hører vi igen ikke meget til i denne bog, desværre. Det er egentlig kun Hardy og hans korte medvirken, der får tankerne ledt tilbage til den voldsomme sag, der placerede Hardy i hans eldrevne kørestol. Jeg håber oprigtigt, at vi hører mere til opklaringen i de kommende 3 bøger, da jeg mener, at der kan koges ekstremt meget god suppe på den fortælling.
Vi har ikke kun vores oprindelige trekløver at holde styr på i 7. bog. Gordon er nemlig blevet fuldblodsmedlem af Afdeling Q, selvom han tidligere har haft svært ved at blive accepteret af Carl. Det virker dog til, at deres indbyrdes forhold udvikler sig stille og roligt.
Omdrejningspunktet i Selfies er uden tvivl Roses historie. Det er dejligt endelig at få åbnet lidt op for, hvorfor hun har ageret, som hun har gjort tidligere. Her tænker jeg specielt på hendes rollespil, hvor hun indtager rollen som sin egen søster. Jeg har ladet mig fortælle, at næste bog i serien bliver Assads fortælling. Jeg glæder mig til at høre mere om, hvem denne hemmelighedsfulde mand i virkeligheden er.
Marcus Jakobsen, den tidligere drabschef, får pludselig en vigtig rolle at spille i Selfies. Han havde en uopklaret sag for flere år tilbage, der ligner det mord på en ældre kvinde, der får historien i denne bog i gang.
Den Grænseløse, som er 6. bind i serien, slutter med, at Rose får sine mørke tanker tilbage, som hun tidligere har døjet en masse med efter et besøg hos en hypnotisør. Selfies samler op, hvor 6. bog sluttede, så jeg vil anbefale enhver krimifan, at man læser bøgerne i rækkefølge.
Jussi Adler-Olsen er endelig tilbage på sporet. Han har leveret en fantastisk spændende og velskrevet kriminalroman, der langt om længe har fundet samme niveau, som eksempelvis Journal 64. Jeg har tidligere udtrykt min frustration over forfatterens fald i niveau her på bloggen, som det også kan ses på mine bedømmelser af Marco Effekten og Den Grænseløse.
På trods af at den kære Jussi nærmest udelukkende har fået roser, så synes jeg stadigvæk ikke, at jeg er helt oppe og ringe. Bogen er fremragende, bevares. Men jeg mangler stadig det ekstra, der gør den helt exceptionel.
KARAKTER
Ingen kommentarer