Anmeldelse af Patienten af Sebastian Fitzek

Anmeldelse af Patienten af Sebastian Fitzek

Patienten er en psykologisk thriller skrevet af den anmelderroste tyske forfatter, Sebastian Fitzek. Jeg har tidligere læst en anden thriller af denne forfatter  ved navn Sjæleknuseren. Den er dog ikke anmeldt på bloggen, men det var en af de første bøger, der fik det til at løbe koldt ned ad ryggen.

En fortabt far. En far, der vil gøre hvad som helst for at få afklaring. Få afklaring af, hvad der skete med hans søn. Max forsvandt, og alt tyder på, at han er blevet offer for drabsmanden Guido T., der sidder i retspsykiatrisk forvaring grundet sin tilståelse for mordet på to børn. Politiet kan hverken finde hoved eller hale i sagen, og selvom indicierne er mange, kan de intet bevise. Derfor tilbyder efterforskeren den desperate far, at han kan lade sig indlægge på den retspsykiatriske afdeling under dække for selv at få en tilståelse fra Guido. Men er alt, som han forventer?

Ingen kan føle sig sikre på den afdeling, som vores hovedperson Till befinder sig på. Hverken indsatte eller personale kan man stole på – eller kan man? Det er en af de udfordringer, som vores hovedperson hver eneste dag skal stå overfor. Men desperate tider kræver desperate handlinger, og selvom lidelserne er mange, står Till imod og formår – selv med relativt beskedne evner – let at komme tæt på synderen.

Jeg har svært ved at skrive en hel masse om bogen uden at komme til at afsløre en masse afgørende for handlingen. ‘Patienten’ er en af de bøger, der bør læses, hvis man kan lide overraskende plots – og det psykiatriske element skaber uhygge og en underliggende utryghed hos karakterer såvel som læser.

Det er altid en fornøjelse at læse nye forfattere. Personligt har jeg ikke læst specielt meget fra tyske udgivere, men jeg tænker næsten, at jeg må forsøge mig med Sebastian Fitzek, når der kommer mere fra ham på dansk. Senere i år udgiver Gutkind nemlig to bøger yderligere fra Sebastian Fitzek. Så kan du lide ‘Patienten’, har du flere gode læseoplevelser i vente.

Bogen får dig helt ud i tovene. Den river dig fra den ene ende til den anden på blot få øjeblikke og overrasker. Når man tror, man har regnet det hele ud, bliver der serveret et niveau mere, der driller sindet.

Du skal vide, at ‘Patienten’ også er barsk i den forstand, at handlingen er uden filter. En negl, der bliver revet af. Der bliver ikke lagt fingre imellem for at blive i det kropslige space. Man sidder som læser lidt med samme følelse, som når en fodboldspiller bliver skudt i skridtet under en fodboldkamp – om ikke andet som mand. Ah min finger..

Anmeldelsen indeholder reklame, da bogen er modtaget som et anmeldereksemplar fra forlaget Gutkind – tusind tak for bogen.


KARAKTER

En tysk thriller i topklasse Patienten af Sebastian Fitzek
5 / 5
Tidligere indlæg
Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar