Boganmeldelse – Ind i den hvide nat af Jakob Melander

Boganmeldelse - Ind i den hvide nat af Jakob Melander

‘Ind i den hvide nat’ er syvende bind om politiassistenten Lars Winkler, der er skrevet af den danske forfatter Jakob Melander. Jeg har desværre kun læst seriens sjette bind udover dette, og jeg forholder mig derfor af gode grunde kun til de respektive udgivelser.

Hårde stoffer er en gennemgående tema i ‘Ind i den hvide nat’. Lars Winkler finder en strandvasker i form af en død ko med maven fuld af et LSD-lignende narkotika. Det døde dyr skal vise sig at have forbindelser til et dobbeltmord og en større narkosag. Politiet kæmper forgæves med bagmændene, men det hårde rusmiddel ender alligevel på gaden. Flere tråde findes af Lars og hans kollegaer i løbet af bogen og bindes langsomt sammen til slut.

I ‘Ind i den hvide nat’ kommer Jakob Melanders ekspertise og hang til musik igen til udtryk. Der er mange strofer med, som alle passer ind i hver deres lille afgrænsning. Jeg ser det lidt som bogens forskellige soundtracks, der er skræddersyet til karaktererne og deres hver især respektive tilgang til hændelserne.

Nogle passager kan dog godt virke lidt tunge, og der bruges af og til mange sætninger på at komme frem til de forskellige pointer. I de tilfælde kunne jeg godt have brugt lidt mere tempo, der drev handlingen og/eller dialogerne fremad. Det er en svær balance, og jeg ved, at jeg er en svær læser at gøre tilfreds, men der bliver af og til danset om den varme grød i længere tid end nødvendigt – lidt som jeg netop gjorde her.

Min tidligere erfaring med Jakob Melander siger mig, at hans bøger ikke indeholder nogle modbydelige og drabelig sekvenser, men det er i stedet stuerene krimier, der kan læses af alle, og dette gælder også dem med sart mave. Det samme gør sig gældende med syvende bind om Lars Winkler, men det passer egentlig ganske fint til seriens hovedkarakter.
Til gengæld får vi mere af Lars’ personlighed, end det var tilfældet i den forrige bog i serien efter min mening. Hans akilleshæl er speed og andre narkotiske midler, men starten på bogen syner af starten på noget nyt for vores ven i politiet. 

Før jeg læste ‘Fjenden iblandt os’ havde jeg ikke læst noget af Jakob Melander, og jeg forventede derfor, at jeg med ‘Ind i den hvide nat’ ville få endnu en kriminalroman, hvor handlingen løber over et enkelt døgn. Det var, skal vi sige heldigvis, ikke tilfældet, og forfatteren viste dermed mig som forhenværende ny læser, at han ikke blot holder sig til en enkelt fremgangsmåde, men at han i stedet er rede på at afprøve andre stilarter inden for genrens brede spektrum.

I min optik er dette en oplagt “læs inden sengetid”-bog, som sagtens kan lægges på sengebordet, når øjnene er ved at lukke, og som uden problemer kan tages frem igen aftenen efter. Det, jeg prøver at sige, er, at nyeste bind om Lars Winkler hverken er svær at lægge fra sig eller umulig at tage frem igen.

Anmeldelsen indeholder reklame, da bogen er tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget People’sPress – tusind tak for bogen.


KARAKTER

Velafbalanceret kriminalroman Ind i den hvide nat af Jakob Melander
4 / 5
Tidligere indlæg
Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar