Anmeldelse af En død russer – Nis Jakob

Anmeldelse af En død russer - Nis Jakob

‘En død russer’ er starten på en ny krimi- eller spændingsserie af den danske forfatter Nis Jakob. I skrivende stund har den selvudgivende forfatter produceret ikke blot en, men to bøger mere i serien ved navn ‘1000 piskeslag’ og ‘Missil’.

Wolf ender i en blodig skudepisode, hvilket bliver, kombineret med en voldelig hændelse med kollegaer, enden på hans virke i politiet. Der går dog ikke længe, før han bliver kontaktet af en privat efterretningstjeneste, som tilbyder ham et godt betalt job, hvor hans eftertragtede evner kan komme til sin ret. 
Imens er den russiske politikvinde Inessa på en solo-mission, hvor hun jagter en dansk seriemorder, der slår østeuropæiske kvinder ihjel og deler videoer af dette på nettet. Wolfs og Inessas veje krydses, og de to har mere tilfælles end først antaget.

Jeg må nok indrømme, at jeg var en smule skeptisk, inden jeg satte bogen på afspilleren. Nis har af et par omgange skrevet mails til mig for at reklamere for sine romaner, hvor jeg gang på gang har “afvist”, da der har været så mange andre bøger på venteliste og på vej med posten. Men nu hvor tiden er en anden, og jeg har fået tid til at lytte til ‘En død russer’ på Mofibo, kan jeg blot konkludere, at jeg burde have gået i gang noget før. 

Når forfattere selv læser op, får man serveret romanen, dialogerne, og hvad der ellers hører til, præcis som de selv havde tænkt det. Det er ofte en rigtig god ting, og jeg har tidligere rost flere for at gøre netop dette – heriblandt Morten Pape med ‘Guds bedste børn’.
Desværre synes jeg ikke, at Nis Jakob lykkedes helt på samme måde i begyndelsen af bogen. Her virker tingene forhastede, og der manglede en naturlig pause mellem kapitlerne i min optik. Det blev dog bedre i løbet af ‘En død russer’. Jeg har stor respekt for de forfattere, som står for hele paletten af arbejdsopgaver selv, men desværre synes jeg i dette tilfælde, at det gik lidt for stærkt. Men nok om det – det har intet med bogens spændende indhold at gøre.

Den kære Andreas Wolf er tydeligt traumatiseret og får mange flashbacks til sit tidligere virke som jægersoldat. Det er ganske interessant at være med på forreste række, når der bliver berettet om de mange oplevelser, han har haft. Wolf har en kvindelig måske kommende kompagnon i form af Inessa. Jeg blev pludselig bekymret for, om vi fik en ny fortælling om Oxen og Frank (Jens Henrik Jensen) i nye klæder – dette var heldigvis ikke tilfældet. ‘En død russer’ er sin helt egen.

Nu kommer der lige endnu et surt opstød. Jeg skal saftsusme love for, at der er skruet op for seksuelle udskejelser. Nis Jakob lægger på ingen måde fingre imellem, når det kommer til sekvenser under og over lagenet.
Det er for meget til min smag, når der beskrives, “hvor stiv hans pik var, og at hun slikkede hans glans ren”. Men det er selvfølgelig en smagssag, hvor jeg måske bare ikke lige er målgruppen. Og sådanne seancer kan du godt forberede dig på at møde, når du læser ‘En død russer’. Men udover de vulgære beskrivelser får du også en roman med en støt stigende spændingskurve, der formår at holde læserens interesse vakt.

‘En død russer’ er en af den slags romaner, som godt kunne karakteriseres som det, jeg kalder for en “mandekrimi” – med al respekt. Så er du en mand, som ikke rigtig ved, hvad du skal læse efter Jussi Adler-Olsens romaner, så kunne du måske give dig i kast med denne. Dog er det vigtigt at sige, at det sgu er lidt træls, at Nis afslutter bogen på den måde han gør.. Men jeg er vild med det. Jeg kan næsten ikke vente med at komme i gang med ‘1000 piskeslag’.

Anmeldelsen indeholder reklame, da bogen er lyttet på Mofibo, hvor jeg har fået sponsoreret et abonnement ganske gratis samt læst i det anmeldereksemplar, jeg har modtaget af forfatteren.


KARAKTER

Er du til action? Så læs En død russer En død russer af Nis Jakob
4 / 5
Tidligere indlæg
Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar