Anmeldelse af Syv år for PET – Morten Skjoldager

Anmeldelse af Syv år for PET - Morten Skjoldager

Syv år for PET er en af de bøger, jeg i mange år godt har kunne tænke mig at få læst, og med mit sponsorerede abonnement hos Mofibo, var det nu en mulighed. Bogen er skrevet af Morten Skjoldager og er en beretning om Jakob Scharfs tid i førersædet i Politiets Efterretningstjeneste.

Jakob Scharf udleverer med denne roman sin fortid i PET,  som han formentlig aldrig kommer til at se skyggen af igen, og han får samtidig lagt sig ud med tidligere kollegaer – dog uden som sådan at hænge nogen ud. Vi får lov til at høre om folk, som ønskede at udføre massedrab på dansk grund efter Muhammedkrisen, og vi får ydermere en masse information om, hvordan PET arbejder med deres meddelere. 

Der bliver skrevet mangt og meget om, hvordan PET overvåger de respektive gerningsmænd telefonisk og ved hjælp af mere gammeldags metoder i diverse kriminal- og spændingsromaner. Jeg kan godt have hang til at tænke, at der må være noget af det, som ikke er sandt, eller som er opdigtet. Men når man så læser – eller hører i mit tilfælde – ‘Syv år for PET’, så bliver tingene pludselig langt mere ægte, og lige pludselig fik jeg da også selv lyst til at tjekke diverse genstande i vores hjem for både mikrofoner og kameraer. Det er naturligvis sagt som en spøg.

Jakob Scharf blev med udgivelsen af ‘Syv år for PET’ idømt en fængselsstraf på fire måneder for brud på tavshedspligten, og han fik ydermere konfiskeret knap 400.000 kroner, som han ifølge byretten havde tjent på udgivelsen af bogen. Så det, at han valgte at åbne op og fortælle omverdenen om, hvordan det er – eller var – at arbejde i Politiets Efterretningstjeneste har altså ikke været lutter lagkage for den forhenværende chef. Og jeg kan da også huske, hvor meget omtale der var i medierne, da bogen udkom, da den brød med etiske og moralske aspekter og tilsyneladende også lovens rammer.

Og netop loven er måske også årsagen til, at der i begyndelsen af bogen bliver nævnt en lang række juridiske ting. Det er ganske givet for at sikre sig, der ikke er nogen, der kan komme efter dem – men det skete jo lidt alligevel, kan man sige.

Selvom det er en kontroversiel udgivelse, så er det samtidig en virkelig interessant udgivelse, der kan forklare Hr. og Fru Danmark, hvad der foregår bag murene, og hvordan efterretningstjenesten beskytter os alle sammen hver eneste dag. Måske beskriver forfatteren og Scharf måske en anelse for meget, når der lukkes op for sluserne, fordi hvor meget har vi egentlig behov for at vide? Er det sundt for alle gennemsnit-danskere at vide, at der konstant ligger en fare på lur, der ønsker at gøre skade på vores land og vores landsmænd. 
Men er du spændt på at vide lidt mere om, hvordan Jakob Scharf ændrede PET med sin positive indstilling til bl.a. pressen, så bør du enten læse eller lytte til ‘Syv år for PET’.

Anmeldelsen indeholder reklame, da bogen er blevet lyttet til på lyd- og ebogstjenesten Mofibo, som har været så venlige at sponsorere et abonnement til mig. 


KARAKTER

Sindssygt interessant og bestemt timerne værd Syv år for PET af Morten Skjoldager
4 / 5
Tidligere indlæg
Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar