Boganmeldelse – De mørke mænd af Jens Henrik Jensen

Boganmeldelse - De mørke mænd af Jens Henrik Jensen

De mørke mænd er andet bind i serien om Niels Oxen, der er skrevet af Jens Henrik Jensen. De to første bøger er begge udgivet på forlaget Hr. Ferdinand i sin tid, hvor de efterfølgende bøger i serien samt nye oplag er udgivet på Politikens Forlag, der som bekendt ejer Hr. Ferdinand.

Niels Oxen slås med sine indre dæmoner, alt imens han arbejder under rumænsk identitet i Vestjylland. Krigsveteranen gemmer på en hemmelighed, der kan kost ham dyrt – faktisk kan han ende med at skulle betale med sit liv. En museumsdirektør bliver slået ihjel, hvilket får konsekvenser, der trækker tråde til den danske justitsminister. Margrethe Franck fra PET, der tidligere har dannet makkerpar med Oxen, er på en årelang jagt efter ham, og da hun endelig finder ham, besegler også hun hans skæbne.

Jeg har for lidt tid tilbage anmeldt Jens Henrik Jensens første bog om krigsveteranen, og jeg var vild med både hovedkarakteren og Danehof. ‘De hængte hunde’ var en øjenåbner for mig. Jeg blev lynhurtigt bidt, og jeg føler mig nødsaget til at læse endnu mere af den danske kriminalforfatter – og tiden er nu kommet til en anmeldelse af næste bind i serien.
Jens Henrik Jensen er en forfatter lige efter mit hjerte. Jeg må indrømme, at jeg er oprigtig ærgerlig over, jeg ikke har fået øjnene op for ham tidligere på trods af utallige protester fra familie og bekendte. Min tanke er naturligvis også at læse og anmelde tredje bind i serien, ‘Frosne flammer’, når jeg får tid til det mellem alle de mange anmeldereksemplarer, der vælter ind ad døren for tiden.

Der er ikke noget at sige til, at bøgerne i Niels Oxen-serien er solgt til filmatisering. På den måde scenerne udfolder sig i bogen, er de så godt som skrevet direkte til det store lærred, uden at der måske behøver tilføjes en hel masse. Udover nogle spændende romaner, der underholder læseren, så giver bøgerne om Danehof ligeledes en solid indsigt i den historie, der har udfoldet sig. Hvorvidt alle anekdoter og baghistorier holder stik, ved jeg ikke, men interessant læsning er det. Uanset skinner det tydeligt igennem, at Jens Henrik Jensen har lavet en ekstremt gennemarbejdet research – også i ‘De mørke mænd’. 

Den gamle historie om Niels Oxens fortid fylder også lidt i ‘De mørke mænd’, og vi bliver langsomt klogere på hans fortid i politiet og forsvaret. Opdelingen mellem nu- og datid fungerer rigtig fint, og man bliver ikke – som med andre lignende kriminalromaner – forvirret over skift i tid og sted. 

Anmeldelsen indeholder reklame, da jeg har lyttet til bogen på e- og lydbogsapp’en Mofibo. Har du ikke allerede en konto, kan du oprette dig gratis via dette link og få 30 dage gratis streaming. Lad mig understrege, at jeg ikke tjener en eneste krone på at sende dig videre, men det vil hjælpe mig, da Mofibo bl.a. vurderer vores samarbejde på, hvor mange brugere, der opretter en bruger gennem mit link.


KARAKTER

Spændet mellem fortid og nutid fungerer for JHJ De mørke mænd af Jens Henrik Jensen
4 / 5
Tidligere indlæg
Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar