Påsken er snart over os, og det betyder samtidig, at de obligatoriske fridage banker på døren. Jeg har derfor skrevet dette indlæg, hvor du får 5 gode krimier til påsken, som du kan kaste dig over i din ferie.
#1
Den første på listen er Jesper Steins Solo. Bogen er den 6. og seneste i serien om Axel Steen, og Jesper Stein har med bogen sikret sig den flotte pris, Harald Mogensen-prisen. Det er ikke uden grund, at forfatteren bliver hædret med prisen. Solo er en fremragende bog, som man ikke bør misse, hvis man er vild med at læse en hæsblæsende kriminalroman, hvor spændingen er helt i top.
#2
Havhvepsen er næste stop på min liste. Jeg har for nylig anmeldt bogen, og jeg må sige, at Tommy Thorsteinsson har formået at gøre sig selv kunsten efter. Det er en fængende bog, der formår at få læseren dybt ned i fortællingen om Anna Blaafalk så nemt som ingenting. Vi har at gøre med en kriminalroman, hvor man blot skal læne sig tilbage lade sig underholde.
#3
En af de nyere bøger på listen er Vinterland. Den er skrevet af ægteparret Janni Pedersen og Kim Faber, som vi kender fra TV2 og Politiken. Det er deres første fælles bog, og det er på ingen måde til at mærke. Jeg blev betaget af historien fra første side, og kunne nærmest først slippe bogen, da jeg havde vendt den sidste. Det er en fantastisk debut, som man kun kan elske.
#4
Nummer 4 har jeg valgt skal være Det inderste rum af Jørn Lier Horst. Bogen er en del af en serie om norske William Wisting. En af de ting, der gør denne bog ekstraordinær, er, at forfatteren selv er tidligere efterforsker. Bogen er i den grad virkelighedstro, da hovedpersonen ikke er den traditionelle efterforsker med et rodet privatliv og støv på pistolen.
#5
Mørket kalder er sidste bog på listen, og den vil jeg anbefale til enhver, der elsker en god bog. Selv hvis man ikke er specielt meget til kriminalromaner, så bør man alligevel tage et kig på Michael Katz Krefelds seneste mesterværk. Bogen præsenterer en ny hovedperson, som er næsten lige så hårdkogt og hensynsløs som den person, der har optaget hende på video i forskellige prekære situationer.
Fælles for alle bøgerne på listen er, at man kan møde forfatterne bag dem på dette års Krimimesse i Horsens.
Krimi på TV / streaming
Hvis du hælder mere til at til at se krimi end at læse, så kan du alternativt tage et kig på den nye sæson af “Den som dræber” på Viaplay. Det er som sagt en ny sæson med helt nye skuespillere, hvor jeg har set de første afsnit. Jeg må indrømme, at jeg blev positivt overrasket over, hvor god den er. Min kæreste og jeg har set de første par afsnit sammen, hvor hun har set den halvt gennem sine fingre, da den er en smule uhyggelig og ubehagelig til tider.
Men igen, hvis du er vant til hård kost, så vil jeg til hver en tid anbefale “Den som dræber” sæson 2.
Jeg har gjort mig nogle overvejelser på det sidste, hvorvidt det kunne være en fin tilføjelse til bloggen at begynde på også at anmelde TV-serier. Jeg ser dem under alle omstændigheder, men jeg vil ikke skrive om dem, hvis folk mener, at det falder for langt uden for bloggens normale tema.
Jeg kommer derfor inden for kort tid til at spørge både på Instagram og Facebook, om det kunne være interessant at læse om.
Jeg håber, at du fik noget ud af at læse mit indlæg ‘5 gode krimier til påsken’. Bøgerne er tilsendt som anmeldereksemplar af diverse forlag.
Rigtig god læsning og rigtig god påske.
Ingen kommentarer