Mørket Kalder er en selvstændig kriminalroman skrevet af den prisbelønnede danske krimiforfatter Michael Katz Krefeld. Han har i denne omgang skrevet en storbykrimi i et fremragende højt tempo, som han tidligere er blevet så kendt for.
Et voldsomt og brutalt overfald på en ung pige får politikommissæren Cecilie Mars til at jagte retfærdigheden. I hendes iver ser hun sig selv overtræde grænsen og tage ulovlige metoder i brug – og samtidig kalder mørket på Cecilie fra hendes dybeste indre.
Mørket Kalder er som tidligere beskrevet en selvstændig krimi og har ingen forbindelser til tidligere bøger fra Michael Katz Krefeld. Alligevel føler jeg, at der er nogle ligheder mellem Katrine Bergman fra Sort sne falder & Protokollen og Cecilie Mars i Mørket Kalder. Måden hvorpå “rødderne” i kvarteret bliver beskrevet, hvor de to respektive hovedpersoner bor, føler jeg, minder lidt om hinanden.
Voldtægter synes at være en evig inspirationskilde til kriminalromaner, og denne type overgreb spiller også en væsentlig rolle i vores hovedpersons væremåde i hendes dagligdag. Cecilie døjer med nogle dæmoner, som hun på bedste vis forsøger at se i øjnene gennem konkret udadrettet handling.
Jeg er i forvejen svært glad for den danske forfatter, så jeg har egentlig forsøgt at finde flere kritikpunkter i bogen, end jeg normalt ellers ville gøre. Mest af alt fordi jeg var nervøs for, at jeg ville rose bogen for meget grundet min forudanethed.
Men jeg fandt bare ikke rigtig noget, der irriterede mig ved fortællingen. Mørket Kalder har et godt plot, som fungerer fra start til slut, spændingen er konstant og siderne vender støt og roligt sig selv.
Dog vil jeg påpege, at jeg skulle holde tungen lige i munden, da gerningsmandens drivkraft blev beskrevet. Hvad var vedkommendes motivation for at gøre, som han eller hun gjorde i bogen? Om det var fordi, jeg havde læst konstant i nogle timer og nåede en mæthed i min øjne, skal jeg ikke kunne sige. Men det gav nu meget god mening til slut.
Michael Katz Krefeld er en af den type forfattere, man aldrig helt bliver træt af. Han formår at skabe en stemning i hans bøger, som får læseren draget med ind i et nyt univers. Dette univers slipper man aldrig helt ud af igen, før bogen er læst helt til ende.
Det eneste jeg har at klandre bogen for er, at den simpelthen er for kort. Den er på 354 sider, men siderne forsvinder mellem hænderne på en. Jeg læste bogen på en forlænget weekend. Det er selvfølgelig skrevet i bedste mening, fordi bogen er fremragende.
Jeg har en lille ting med at sammenligne de bøger, jeg læser med andre enten bøger eller TV-serier. Så hvis man kunne lide TV-serien Broen og eller en god krimi, så er dette bogen for dig.
Til slut vil jeg blot sige, at jeg måbede for mig selv, da jeg havde læst bogens indledning. Det er en fremragende måde at starte en god kriminalroman på, som fanger læserens interesse med det samme.
God skuldret, Michael!
Indlægget indeholder reklame, da bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Lindhardt og Ringhof.
KARAKTER
Ingen kommentarer