’Skyggespillet’ er den anden spændingsroman af Peter Mogensen og kommer som en efterfølger til ’ I bjørnens kløer’ fra foråret 2018.
Man siger i filmens verden, at en toer, der følger efter en succesfuld etter, næsten altid bliver en fuser eller en fiasko. Jeg ved ikke, hvordan det forholder sig i bøgernes verden, men i tilfældet her må jeg desværre konstatere, at denne regel i høj grad gælder.
Jeg var nærmest henrevet begejstret over debutbogen, dels fordi jeg ikke havde nogen synderlige forventninger til den politiske kommentator Mogensen som krimiforfatter, dels fordi jeg regnede med, at omdrejningspunktet omkring det politiske univers på Christiansborg nok bare førte til en yderligere forudsigelig ’Kongekabale’. Men jeg måtte overgive mig til en tempofyldt og spændende actionthriller, hvor vores hovedperson var i konstant kamp mod modstandere på Christiansborg, problemer i egen familie og nok så meget involveret i en drabelig fight mod den grusomme russiske mafia – og jeg gav da derfor også bogen full house på stjernerne.
Den netop udkomne ’Skyggespillet’ er desværre i modsætning til den første bog en indholdsmæssig tynd kop te og i tema og opbygning stort set en copycat til debutromanen.
Den tidligere jægersoldat Henrik Foss er atter fortællingens ganske fyldige hovedperson, denne gang som udenrigsminister, idet Venstre siden sidst har genvundet regeringsmagten. Igen er Foss hele vejen igennem underlagt et voldsomt pres, dels fordi der er et voldsomt oprør undervejs i Venstre, hvis bagmænd vil af med den kvindelige statsminister, Marie, som Foss forsøger at beskytte så meget som muligt, dels er der voldsomt knas derhjemme, idet han har forladt sin sårbare og lettere psykotiske hustru, hvilket gør hans to børn ulykkelige. Og endelig geråder han ud i en livsfarlig situation ved som udenrigsminister ikke at ville gå med til, at Danmark skal stemme for et nyt direktiv, der gør det muligt lempe på adgangen til EU for ikke europæiske højtuddannede flygtninge. Han kommer dermed i dødsensfarligt klammeri med den amerikanske paramilitære organisation med ved navn Greywater, som kan se en indbringende forretning i at smugle flygtninge over grænsen til EU. Det er ikke så vanskeligt at se pendanten til den ægte vare, nemlig Blackwater, den kontroversielle militære sikkerhedsorganisation i USA, som gennem mange år har udført CIA’s beskidte arbejde for en god sjat penge.
Greywater skyr ingen midler og jagter sammen med den italienske mafia Foss på livet for at true ham til at støtte direktivet.
Desværre lever ’Skyggespillet’ ikke op til sin forgænger. Der er for mange gentagelser, og actionscenerne har ikke samme tempo, saft og kraft, som vi nød godt af i den første roman. Her er det en evindelig flyven frem og tilbage mellem København og Firenze, uden at der rigtig sker noget, der giver mening – andet end at der selvfølgelig er tæv i luften, men det er ikke godt nok!
Mogensen skuffer mig desværre fælt, og udover et par morsomme selvironiske referencer til to selvhævdende og selvhøjtidelige politiske kommentatorer undervejs i bogen, så er der ikke mange lyspunkter, så jeg kan ikke komme højere op på skalaen end 2 stjerner – hvor gerne jeg end ville.
Anmeldelsen indeholder reklame, da bogen er tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget Turbine.
KARAKTER
Ingen kommentarer