Boganmeldelse – Ligblomsten af Anne Mette Hancock

Boganmeldelse - Ligblomsten af Anne Mette Hancock

Ligblomsten er første krimi om politiefterforskeren Erik Schäfer og journalisten Helouise Kaldan skrevet af Anne Mette Hancock. Bogen, som bagsiden påskriver det, handler om hævn, retfærdighed og tilgivelse.

Journalisten Helouise Kaldan er netop blevet taget i at have benyttet en kilde, der ikke talte sandt. Dette gør, at hun står overfor en mulig fyring fra hendes job på avisen. Oveni hendes jobmæssige problemer, modtager hun pludselig kryptiske breve fra en kvinde ved navn Anna Kiel, der har været eftersøgt for drab i 3 år.
Erik Schäfer går ind i efterforskningen af gerningsmanden til det nye offer, hvilket leder ham i retning af Helouise Kaldan, hvor efterfølgende begge begynder at grave i sagen.
Spørgsmålet er så, om det er Anna Kiel, der igen har slået til, eller om der er en ny og endnu ukendt morder på spil.

Under min læsning af Ligblomsten oplevede jeg, at bogen gjorde et særligt indtryk på mig. Jeg vil ikke afsløre for meget af bogen og dens handling i min anmeldelse, men jeg har det altid – meget naturligt – svært ved bøger, hvor børn bliver gjort til ofre. Det er vildt ubehageligt at læse om, hvordan de børn bliver mishandlet – specielt fordi politiet hele tiden i dagens Danmark finder frem til nye mistænkte i diverse pædofilisager.

Jeg synes, at Ligblomsten har enormt mange kvaliteter. Det er på ingen måde til at mærke, at det er Anne Mette Hancocks debutkrimi. Bogen er enormt svær at lægge fra sig, når man først man er gået i gang. Det ene kapitel tager mere eller mindre det andet – jeg læste bogen på kun 3 dage.

Jeg har valgt at give bogen næsten fuldt hus af stjerner. Den havde stort set det hele efter min mening. Historien var spændende, bogen var svær at lægge fra sig, når først den blev åbnet, og plottet var fremragende og velfungerende. Den er samtidig skrevet i et sprog, hvor alle kan være med. Jeg bed specielt mærke i et ord, nemlig javertus. Det er ikke et ord, man ser specielt ofte i bøger, men måske nærmere et ord, der bliver brugt i daglig tale.

Jeg glæder mig til at komme videre i serien, hvor der på nuværende tidspunkt er udgivet endnu en bog, der hedder Mercedes-snittet. Denne har fået ekstremt mange roser af diverse anmeldere både på blogs og aviser, så den ser jeg frem til at komme i gang med. Anne Mette Hancock udkommer med endnu en til foråret 2019, som har samme hovedpersoner som de foregående.

KARAKTER




Fantastisk spændende debutkrimi

Ligblomsten af Anne Mette Hancock

4 / 5

Tidligere indlæg
Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar