Boganmeldelse – Jeg vil savne dig i morgen af Heine Bakkeid

Boganmeldelse - Jeg vil savne dig i morgen af Heine Bakkeid

Jeg vil savne dig i morgen er den første kriminalroman af den norske forfatter Heine Bakkeid. Han bliver sammenlignet med den anerkendte og anmelderroste Jo Nesbø i flere sammenhænge.

Den tidligere forhørsleder Thorkild Aske er netop blevet løsladt fra fængslet efter at have afsonet 3 år for manddrab. Efter løsladelsen lader han sig overtale til at efterforske en sag om en forsvundet ung dansk mand. Efterforskningen leder ham til et forladt fyr i Nordnorge. Thorkilds samvittighed tynger ham og gør hans besøg mørkere og mere turbulent end selv de kraftigste efterårsstorme. Han bliver præsenteret for barsk natur, clairvoyance og traumatiserende flashbacks.

Bogen er fortalt i jeg-person, hvilket giver en god dynamik i bogen. Man får mulighed for at komme lidt dybere ind under huden på hovedpersonen Thorkild, da forfatteren flittigt beskriver, hvordan Thorkilds dæmoner plager ham og tager på hans kræfter i gennem fortællingen.
Samtidig giver det, at fortællingen er skrevet i jeg-person også mulighed for, at hovedpersonens tanker kan blive beskrevet, som man ellers normalt ikke ser i andre bøger i samme genre.

Det er slet ikke til at mærke, at Jeg vil savne dig i morgen er forfatterens debut-krimi. Jeg synes, at bogen er meget vellykket, og plottet virker velskrevet og gennemtænkt. Der er ikke mange ‘begynderfejl’ at spore, så jeg var rigtig godt underholdt og læste bogen på meget få dage henover julen.

Jeg vil savne dig i morgen er en mørk bog, der formår at tilføre dystre samt makabre elementer til handlingen. Hovedpersonens indre magtkampe med et stigende pillemisbrug kan til tider sammenlignes med Jo Nesbøs succesfulde Harry Hole, som ligeledes har et misbrug – dog er hans misbrug af en flydende substans, nemlig alkohol.

Persongalleriet er meget tyndt, hvilket egentlig ikke gjorde noget dårligt for mit vedkommende. Jeg kan godt have tendens til at blande personerne sammen, hvis en bog indeholder alt for mange figurer. Det sker ofte, hvis jeg læser bogen over en længere periode. Men i denne bog er der relativt få medvirkende, hvilket er dejligt og let at overskue. Kapitlerne er ovenikøbet korte, hvilket kun gør bogen endnu venligere at læse.
Jeg er med tiden blevet gladere for kortere kapitler, men jeg skal stadig vænne mig til, at scenen skifter efter 5-10 sider.

På trods af at Heine Bakkeid sammenlignes med hans norske kollega Jo Nesbø, så er der dog stadig forskel.
Men Heine gør det glimrende med denne første krimi, og jeg glæder mig til at læse mere fra ham i fremtiden.

Anmeldelsen indeholder reklame, da bogen er et sponsoreret anmeldereksemplar fra forlaget Lindhardt & Ringhof.

KARAKTER




Makaber, mystisk og morderisk læsning

Jeg vil savne dig i morgen af Heine Bakkeid

4 / 5

Tidligere indlæg
Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar