Den hvide død er 4. bog i serien om privatdetektiven Cormoran Strike og hans partner Robin Ellacott. Bøgerne er skrevet af den engelske forfatter Robert Galbraith, som er et pseudonym for J. K. Rowling, som alle formentlig kender for hendes fabelagtige bøger om Harry Potter.
En ung forstyrret fyr ved navn Billy opsøger Strike på hans kontor på Denmark Street og fortæller en gruopvækkende historie fra hans barndom, hvor et barn blev kvalt. Strike og Robin forsøger at opklare Billys sag, hvilket leder deres efterforskning ind i det engelske parlament.
Samtidig med deres efterforskning forsøger Strike at få styr på sit privatliv. Efter hans seneste sager er han blevet en berømthed, som har fået folkets opmærksomhed.
Robin har stadig traumer over en episode, der skete i en af de tidligere bøger, hvor hun blev overfaldet af en gerningsmand. Det forfølger hende bogen igennem og har indvirkning på, hvordan både hendes mand og Strike behandler hende.
Jeg synes, at bogen var enormt lang tid om at komme i gang. Det er første bog i serien, jeg læser, så jeg skal ikke kunne sige, om det er en direkte efterfølger til den foregående bog, og om man ved at have læst den foregående ville få en bedre forståelse af den langsomme start. Uanset hvad gik der vildt lang tid, før jeg for alvor fik interesse for bogen.
Den hvide død er efter min mening ikke for dem, der ønsker en kriminalroman i højeste tempo. I denne bog er det efterforskningen, der har hovedfokus og ikke gerningsmandens forbrydelser. Vi hører som sagt ikke meget til gerningsmanden, men det er derimod Strike og Robins forhold – både internt og eksternt – bogen lægger vægt på.
Der er mange referencer til hændelser, der tidligere er sket i bog-serien. Derfor vil jeg helt klart anbefale, at man læser de foregående bøger, før man kaster sig over Den hvide død. Man vil naturligvis altid misse et eller andet, hvis man ikke har læst alle bøger i en serie, men lige præcis denne serie, synes jeg, at man bør læse komplet.
Det er svært at tale om en britisk krimi uden at komme ind på Agatha Christie og eller Arthur Conan Doyle. Jeg er ikke sikker på, hvor betaget jeg er af “genren”, men den kan alligevel et eller andet.
På trods af at bogen er skrevet under et pseudonym, så er det svært ikke at nævne J. K. Rowling i denne sammenhæng. Hun har skrevet de bøger, jeg voksede op med, elskede og stadig elsker den dag i dag – nemlig Harry Potter. Nu hvor jeg selv er vokset op og kan åbne en bog af samme forfatter, denne gang til et voksent publikum, så fik jeg ikke samme lykkefølelse, som jeg normalt gør, når jeg åbner en Harry Potter-bog.
Jeg er, som nævnt i tidligere anmeldelser en mand, der elsker en god krimi i højt tempo. Der skal helst ikke være alt for meget beskrivelse – hellere en masse aktion. Den hvide død er en lang bog. Den er på 671 sider, og jeg mener, at den snildt kunne forkortes med 1-200 sider uden at miste sagens kerne.
Hvis man elsker kriminalromaner, hvor det er mysteriets opklaring, der for alvor tænder en, så skal man uden tvivl kaste sig over Den hvide død. I mit tilfælde er det bare ikke det, der får mig op af stolen.
Anmeldelsen indeholder reklame, da bogen er tilsendt som anmeldereksemplar af forlaget Gyldendal.
KARAKTER
Øv at bogen er unødvendigt lang! Det kan virkelig komme til at betyde meget for ens læsning. Jeg har læst de tidligere bøger i serien, jeg er i tvivl om jeg skal læse denne. Det føles som om de forrige bøger udkom for evigheder siden.
Jeg er helt enig. Det gjorde i hvert fald, at jeg ikke kunne “slappe af”, da jeg vidste, hvor mange sider jeg havde tilbage.
Men jeg har ikke læst de tidligere, så måske jeg bare ikke var vant til stilen.