Boganmeldelse – Tripel salto af Michael Clasen

Boganmeldelse - Tripel salto af Michael Clasen

Tripel salto er ny kriminalroman af den danske forfatter Michael Clasen. Det er tredje bog om Daniel Dreyer og samtidig mit første møde med privatdetektiven. 

En ung dansk/japansk pige ankommer til et lokalt sportscollege i byen Haubjerg. Hun er blandt den absolutte verdenselite inden for gymnastik og træner til at kunne gøre det umulige – slå en tripel saltomortale. I den lille by gør den unge pige sig bemærket andre steder end blot i gymnastiksalen – flere af byens mandlige indbyggere bliver betaget af hendes udseende frem for hendes præstationer på madrassen i hallen.

En af de ting, der kan være lidt svært ved at være boganmelder – og en ærlig en af slagsen – er, når jeg ved, at jeg kommer til at skuffe forfatteren bag bogen. En forfatter som har brugt lang tid på at udtænke et gedigent plot og skrive en roman, der potentielt er til glæde for mange læsere. Selvom det er chancen i branchen at sende bøger til anmeldelse, så kan det være svært at få forklaret mine holdninger på en ordentlig, sober facon på skrift.

Desværre faldt ‘Tripel salto’ på ingen måde i min smag. Jeg har desværre meget få rosende ord om bogen, som efter min mening både manglede spænding og intensitet. Måske er det bare ikke en bog for mig – og kan derfor sagtens være for dig, som læser med på denne anmeldelse.

Jeg lavede en note til mig selv undervejs, som jeg faktisk sjældent gør. Men omdrejningspunktet var, at jeg havde læst 60 sider uden at være blevet præsenteret for nogen egentlig alvor forbrydelse. Lidt kiggen over hæk var det blevet til, men heller ikke meget mere end det. 
For at score topkarakter i min bog skal jeg gerne fanges som noget af det første, og det blev jeg altså ikke i denne omgang. Måske det kommer i næste Daniel Dreyer-krimi.

Michael Clasen skriver helt OK, og der er fint skub i handlingen. Faktisk så meget skud, at dagene næsten går for hurtigt, så man som læser bliver lidt snydt for den dybere historie. Hvorvidt persongalleriet er blevet udpenslet i de forrige bind skal være usagt. Jeg kunne dog godt have brugt det som førstegangslæser.

På trods af den lidt “hårde” anmeldelse, håber jeg ikke, at jeg har skræmt alt for mange læsere væk. Rigtig god fornøjelse, hvis du kaster dig over ‘Tripel salto’.

Anmeldelsen indeholder reklame, da bogen er tilsendt som anmeldereksemplar efter aftale med forfatteren fra forlaget Books on Demand.


KARAKTER

Jeg manglede lidt tjubang og fart Tripel salto af Michael Clasen
2 / 5
Tidligere indlæg
Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar