Boganmeldelse – Sekten af Michael Katz Krefeld

Boganmeldelse - Sekten af Michael Katz Krefeld

Sekten er 3. bog i serien med den efterhånden landskendte og folkekære Thomas Ravnsholt i hovedrollen skrevet af forfatteren Michael Katz Krefeld. Bogen fortsætter i samme spor som den foregående bog i serien, Savnet.

Ravn arbejder fortsat løst og fast som privat efterforsker – mest af alt når økonomien kræver det. Han bliver hyret til at opsnuse den danske direktør Ferdinand Mesmers søn, som er forsvundet fra familiedynastiet for år tilbage. Opgaven synes nem, men en tidligere privat efterforsker, hyret til selvsamme sag, forsvandt i forsøget på at finde sønnen.
Ravn graver dybt og kommer helt ind under huden på den religiøse sekt, Guds Udvalgte, grundlagt af Ferdinand Mesmers søn, Jakob. Efterforskningen af familiens hemmelighed viser sig at have fatale følger for de to familiemedlemmer og deres omgivelser, som ingen på forhånd kunne have spået om.

I Sekten kommer vi både forbi tungetalende menighedsmedlemmer, besættelser, toppen af dansk erhvervsliv og meget andet. Ravns evige jagt på hans afdøde kones morder er sat en lille smule på standby i bogen, og handlingen drejer sig i højere grad om den efterforskning, Ravn er blevet betalt for at opklare. Møffe har desværre også kun en mindre birolle i bogen, men i de sekvenser, hvor hunden er med, er den igen en evigt protesterende følgesvend, sådan som vi kender den.

Man tør næsten ikke tænke tanken til ende, hvorvidt sådanne religiøse sekter, som bogens handling omkranser, findes i virkeligheden. I bogen bliver Guds Udvalgtes menighed lovet guld og grønne skove, men virkeligheden er desværre en helt anden. De lever i, hvad der virker som et helvede på jorden. Mest af alt virker det som en nutidig KZ-lejr, som er et helvede for flertallet, og som kun tilsmiler ganske få “udvalgte”.

For en ikke-troende eller videnskabelig tænkende som jeg er det næsten helt absurd eller obskurt, at vi mennesker kan overbevises om en sådan ‘sandhed’, som beskrives i Sekten. Jeg mindes en udsendelse, der hed ‘Rig på religion’ sendt på DR, hvor medlemmerne er fuldstændig overbevist om sandheden i de respektive prædikener. Vi ser lidt samme historie i bogen.

For lige at vende tilbage til handlingen i Sekten her afslutningsvis, så blev jeg faktisk en smule ærgerlig over slutningen af bogen. Resultatet af Ravns sidste snak med veninden Rosa om hans fremtid og samtidig beskeden fra sygehuset om hans årelange druk blev lidt for velkendt. Jeg kunne ikke lade være med at drage nogle paralleller til lignende kriminalromaner. Jeg håber inderligt, at Michael Katz Krefeld ikke falder i samme fælde som mange af sine kollegaer og skriver bøger om en afdanket efterforsker, der opklarer diverse forefaldne sager.

Ravn-serien er, som navnet antyder det, en serie, og jeg vil derfor anbefale, at man læser bøgerne i den rigtige rækkefølge, så man får hele historien med. Der er en del referencer til tidligere hændelser i de foregående bøger, Afsporet og Savnet, som man måske ikke vil kunne følge, hvis ikke man har læst bøgerne.
Jeg har lyttet til bogen som lydbog på eReolens mobile applikation. For nylig har jeg skrevet et indlæg, der beskriver de gratis lydbøger, de har på app’en. Du kan læse indlægget her.


KARAKTER

Den bedste af de 3 første Sekten af Michael Katz Krefeld
4 / 5
Tidligere indlæg
Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar