Savnet er 2. bog i serien om den københavnske private efterforsker og tidligere kriminalbetjent Thomas Ravn. Denne gang bliver vi taget med en tur ned ad Memory Lane, hvor Berlin i 1989 er historiens ene omdrejningspunkt. Sideløbende følger vi Ravn i Christianshavn, hvor han har sit daglige virke.
En helt normal dansk mand bliver først eftersøgt af sin søster, da han forsvinder sporløst fra København. Hans forsvinden sættes i forbindelse med en forbrydelse, hvor der blev stjålet en stor sum penge fra en dansk håndværkervirksomhed. En konflikt opstår, da den samlede sum, der blev stjålet, muligvis var sort-tjente penge. Mandens søster Louise opsøger Thomas Ravn på hans husbåd og beder ham om at hjælpe hende med at finde sin forsvundne bror, Mogens. Deres søgen leder dem til Tysklands hovedstad og en tur tilbage til det gamle DDR i tiden før og efter Berlinmurens fald.
Havodderen, Eduardo og Møffe har igen centrale roller i bogen, hvilket slet ikke gør noget. Jeg elsker, at Møffe er en stor del af fortællingen, og hundens små grynt og lydløse bemærkninger er helt fænomenale. Det gør kun historien mere levende, at vi har en helt anderledes karakter, end man ellers er vant til.
Ravn har efterhånden erkendt tabet af sin afdøde kæreste. Derfor er han kommet i gang med at sælge deres lejlighed. Han har dog ikke helt sluppet eftersøgningen af hendes gerningsmand.
Den sideløbende fortælling om opklaringen af mordet på hans kæreste Eva, kommer et skridt videre i denne bog. Vi får lidt flere informationer, da Ravn finder en gammel mobiltelefon, da han er ved at rydde ud i deres tidligere fælles lejlighed.
Historien i Tyskland er specielt gruopvækkende for mig, da jeg ikke oplevede den skrækkelige opdeling af Øst- og Vesttyskland. Fortællingen gav mig hermed nye indsigter i, hvordan Stasi-politiet fik informationer om potentielle flygtninge.
Desværre levede Savnet ikke op til dens forgænger, Afsporet. Der var ikke helt samme dynamik i efterfølgeren, som der var i den første. Hermed ikke sagt, at bogen ikke var interessant. Den nåede blot ikke helt samme niveau, som den tidligere udgivelse. Jeg er dog stadig glad for, at jeg har nogle bøger tilbage i Ravn-serien, fordi jeg er blevet ret så glad for Thomas Ravn og hans hund Møffe. Heldigvis har Michael Katz Krefeld udtalt, at der er planlagt en serie på 10 bøger i dette univers.
Ravn-serien er et must for alle krimilæsere i landet. Forfatteren formår at skabe et tæt bånd til en karakter, der ikke engang er menneskelig.
KARAKTER
Ingen kommentarer