Død mands tango er 3. og sidste bind i den norske krimiforfatter, Geir Tangens, trilogi om Haugesund. Jeg har desværre ikke haft tiden til at stifte bekendtskab med forfatteren før nu, og det fortryder jeg, fordi han skriver fremragende. Min anmeldelse vil bære præg af min manglende indsigt i den samlede historie, men jeg håber alligevel, at jeg giver et tydeligt billede af min mening om bogen.
Haugesund er endnu engang omdrejningspunktet i trilogien, hvor en kvinde denne gang er blevet ædt levende af en samling rotter, og en mand er blevet stukket ihjel af vilde hvepse. Det skal vise sig, at det, udover at være en forfærdelig måde at dø på, også er ofrenes værste frygt, der har slået dem ihjel.
Journalisten Viljar Ravn Gudmundsson og efterforskeren Lotte Skeisvoll er i syv sind, da de står overfor et svært valg. Tilstå det tidligere drab på nynazisten eller lade en hjemvendt IS-kriger tage skraldet.
Lotte ser relativt tidligt en forbindelse mellem hende selv og de dræbte ofre, og pludselig begynder mærkelige ting at ske for hende og Viljar.
Der er en del referencer til tidligere episoder i første og anden bog, som jeg også har refereret til herover, men Geir Tangen slipper egentlig rigtig fint fra det ved til tider at være forklarende overfor eventuelle nye læsere som jeg selv. Andre gange var jeg lidt mere i tvivl, fordi handlingen blev lidt for “intern” og for svær rigtig at komme ind i uden at have læst de to foregående bøger. Af samme grund vil jeg formentlig også anbefale, at man starter med at læse ‘Maestro’ og efterfølgende ‘Hjerteknuser’ og til sidst ‘Død mands tango’ for at få den bedste oplevelse af historien.
Noget helt andet er en ting, jeg tænkte over, da bogen kom ind af brevsprækken – det er ikke forsiden, der sælger bogen. Men som en klog mand eller kvinde engang sagde, så skal man ikke bedømme en bog på dens omslag. Jeg ville formentlig selv gå forbi romanen i boghandelen, hvis jeg ikke kendte forfatteren på forhånd grundet dens lidt kedelige fremtoning. Det håber jeg dog, at jeg kan være med til at lave om på, fordi Geir Tangen skriver altså rigtig godt.
Det er rart at læse en krimi, der ikke fokuserer hundrede procent på at beskrive privatliv, omgivelser og hvad det ellers hedder alt sammen. I ‘Død mands tango’ er der skruet op for tempoet og dermed også handlingen, hvilket falder rigtig fint sammen med mit temperament.
Geir Tangen er en mand, der selv har læst mange bøger qua hans norske bogblog og måske den vej igennem har en forståelse for, hvad læserne vil have. Han skriver selv, at ‘Død mands tango’ gør brug af en masse krimiklicheer, hvilket den i den grad også gør, men det er ikke på nogen skadelig facon. Jeg synes egentlig bare, at det før fortællingen langt bedre. Bogen er både levende, spændende og overraskende.
Til slut vil jeg blot lige påpege, at der er en pudsig lille bemærkning om hans egen bog på side 286, som jeg grinte lidt af. Jeg vil ikke komme nærmere ind på, hvad den indeholder, da det vil afsløre for meget af handlingen, men hvis I læser bogen så hold øje med den nævnte side.
Indlægget indeholder reklame, da bogen er tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget Modtryk.
KARAKTER
Ingen kommentarer