Boganmeldelse – Pagten af Michael Katz Krefeld

Boganmeldelse - Pagten af Michael Katz Krefeld

Pagten er 5. bog i serien om Thomas Ravnsholdt skrevet af den danske krimiforfatter, Michael Katz Krefeld. Efter min mening er det seriens hidtil bedste bog, og det giver mig kun endnu mere lyst til at følge med i alt, der kommer fra forfatterens hånd i fremtiden.

Kaminsky spøger fortsat i Ravns bevidsthed, og denne gang får Ravn indledt en uhyggelig og ubrydelig pagt med gangsterkongen. Selvsamme sidder nemlig inde med oplysninger om en hensynsløs og brutal morder, som kan kobles sammen med mordet på Ravns afdøde kæreste, Eva. Men Kaminsky giver ikke sådan uden videre informationer til alle og enhver – alt har en pris i gangsternes verden.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er vild med serien om Thomas Ravnsholdt – og Michael Katz Krefeld for den sags skyld. Jeg har dog, på trods af min glæde ved serien, været lidt hård ved de tidligere bøger. Det er slut nu. Pagten er noget af det bedste, der er skrevet i serien om Ravn. Jeg var virkelig vild med at læse om Møffe og Ravn denne gang og skulle tvinge mig selv til at lægge bogen fra mig.

Vi får mere information om Eva og hendes morder, som i øvrigt er mere hensynsløs og kynisk end først antaget. Jeg vil naturligvis ikke afsløre noget vigtigt fra bogen, men det lader til, at Krefeld har tænkt længere frem i bøgernes univers, end jeg havde oplevelsen af i begyndelsen af serien.

Fantastisk opbygning samt fastholdelse af spændingen, der er intakt hele bogens handling igennem. Ydermere er bogen fuld af politiske magtspil, og korrupte politifolk har, som i så mange andre kriminalromaner, en vigtig rolle at spille i denne bog. Det passer som fod i hose, så dette er ikke ment som brok – blot ren og skær information til nye kommende læsere.

Har man læst de tidligere bøger i serien, hvor den seneste jo er Dybet, er man begyndt at kende bogens hoved- og bipersoner rigtig godt. Vi får tilpas meget nyt om Eduardo og de andre fra Christianshavn i Pagten, og hele klanen passer godt til hinanden. Det skal dog siges, at Eduardo er blevet lidt kedelig, efter han er blevet en tøffelhelt. Hans tidligere tilværelse som skørtejæger og journalist talte mere til mig.

De sidste bøger i serien har vist, at en Ravn uden druk stadig kan være med i toppen af dansk krimi. Pagten viser en ny hovedperson. I stedet for at være yderst deprimeret og konstant ude i tovene, så er Ravn kommet mere ovenpå efter Evas død.

Nu har forfatteren fået pusterum fra folkene på Christianshavn, og jeg forventer derfor, at der virkelig bliver skruet op for løjerlighederne i den kommende bog, som kommer til efteråret, Skytsengel. 
Jeg er sikker på, at mange af jer, der læser med, også glæder sig til den nye udgivelse.


KARAKTER

Katz Krefeld bliver bedre og bedre Pagten af Michael Katz Krefeld
5 / 5
Tidligere indlæg
Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar