Boganmeldelse – Friheden af Arne Dahl

Boganmeldelse - Friheden af Arne Dahl

Friheden er fjerde bind i Arne Dahls serie om Sam Berger og Molly Blom. Det er en selvstændig fortsættelse til seriens forrige bind, og jeg vil mene, at den uden problemer kan læses selvstændigt – selvom der, som altid, er referencer til tidligere episoder og hændelser i serien.

Sam Berger er et mørkt sted i sit liv. Molly Blom er stukket af med deres mulige fælles barn i maven. Hjemme har Sam fortsat sit hverv som efterforsker, hvor han en dag bliver tilbudt en ny og spændende sag. Han skal finde en terapeuts kvindelige klient hurtigst muligt. I sin søgen på den forsvundne klient bliver Sam ledt på sporet af en skat, som en stor mængde af kriminelle ligeledes har ledt efter – denne leder ham også på sporet af Molly Blom.

Lad mig starte min egentlige anmeldelse med at sige, at ‘Friheden’ er den bedste bog, jeg har læst i år. Egentlig er det også den bedste kriminalroman, jeg har læst i meget lang tid. 
Jeg vil gå så langt som til at sige, at Arne Dahl skriver mere raffineret end den gængse nordiske krimiforfatter. Det er en udsøgt fornøjelse at lade sig glide ind i hans univers, som han lidt efter lidt lader udfolde sig.

Sidste år roste jeg Anders Roslund for hans krimi, ‘Hun skal leve’. Egentlig kan man finde mange lighedspunkter, hvor han og Arne Dahl ligner hinanden – i forfatter-øjemed. Så kunne du lide ‘Hun skal leve’, vil du med al sandsynlighed også være vild med denne. Men nu skal det hele selvfølgelig ikke handle om andre end hovedpersonen selv.

‘Friheden’ er en actionmættet kriminalroman, hvor jeg lige skulle ind i fortællingen. Har du ikke læst noget af forfatteren tidligere, kan det godt føles lidt “all over the place”, når vi første gang hører om Sam Berger og Molly Blom. Men giv dig selv tid til at blive suget ind i bogens univers, fordi den kan godt føles lidt tung og forvirrende med den begyndelse, vi bliver præsenteret for. Så det er altså ikke en bog, der sælger sig selv prompte – det kommer støt hen af vejen og herefter går det stærkt.

Når det er sagt, er plottet velgennemtænkt og gennemført, der drages paralleller til tidligere hændelser, vi får en masse brutalitet og knap så meget kærlighedsfnidder, der er skruet helt op for alt, hvad der hedder tjubangchokolademand, og sidst men ikke mindst er det bare skønt at kunne slå hovedet fra og lade sig underholde. 

Allerede da jeg så, at Arne Dahl udkom med en ny krimi, var jeg solgt. Måske var jeg lidt forudindtaget, men jeg blev virkelig ikke skuffet. Det er den første bog, jeg giver topkarakter, efter bedømmelsesskalaen er blevet ændret, og jeg er glad for, at det blev Arne Dahl, der med ‘Friheden’ tog mødommen – tak for en formidabel læseoplevelse.

Anmeldelsen indeholder reklame, da bogen er tilsendt som anmeldereksemplar af forlaget Modtryk.


KARAKTER

Arne Dahl skriver mere raffineret end de fleste Friheden af Arne Dahl
5 / 5
Tidligere indlæg
Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar