Jeg har prøvet noget nyt. Anmeldelsen her er hverken skrevet af mig eller min far. Det er derimod en anmeldelse skrevet af en gæst og en gammel studiekammerat. Tag godt imod Jacob – det er måske ikke sidste gang, I støder på ham her bloggen. Det må tiden vise.
‘Planen’ af Morten Pape er en vaskeægte litterær mursten – og at stå med sådan én i hånden kan enten være helt fantastisk eller meget tungt. Fantastisk, for hvis bogen er god, skal den helst have så mange sider som muligt – og i disse tilfælde kan murstenen ikke blive tung nok.
Tungt, for hvis bogen er dårlig, ja, så bliver det hurtigt en meget tung pligt at komme igennem den.
3-4 sider inde i bogen vidste jeg heldigvis godt, hvilken retning vi var på vej ind i – og ‘Planen’ endte med at blive den ekstraordinære læseoplevelse, jeg altid håber på at få, men sjældent får.
Morten Papes ‘Planen’ skildrer en betonverden, vi alle sammen kender, men de fleste af os aldrig kommer til at opleve helt tæt på livet – som Morten selv har gjort.
‘Planen’ er en vaskeægte pageturner, og jeg var hooked fra start til slut.
I ‘Planen’ gælder jungleloven, og de stærkeste ikke bare vinder – de overlever. Nørdede, danske Morten er ikke blandt de stærkeste – tværtimod er han konstant for skud blandt de hårde indvandrerdrenge, hvis daglige omgangstone og adfærd bedst kan beskrives som nærmest komisk fornedrende, hæmningsløs og voldspræget.
Morten finder ikke meget hjælp hos de etnisk danske drenge heller, hvis bedste tilbud består af et indvandrerhadsk og destruktivt fællesskab. ”Fællesskab” er måske det forkerte ord, da gruppen ikke har mange andre fælles interesser end hadet til ”perkerne” – som Morten selv formulerer det omkring 3.000 gange i løbet af bogen (hermed den første officielle advarsel om det meget hårde og slang-prægede sprog).
Det kan egentlig siges meget kort: Det er svært at finde karakterer at holde med undervejs, andre end Morten selv.
At bo og gå i skole i ‘Planen’ er et vaskeægte helvede for rødhårede Morten med store briller, der tilmed må kæmpe med svigtende forældre nederst i det sociale hierarki. Det er løbende svært at vurdere, hvem der er værst af mor og far, og det siger ikke så lidt.
‘Planen er skoleeksemplet på en fantastisk engagerende dannelsesrejse. Igennem 563 demoraliserende sider følger vi Morten Papes rejse fra præ-teen til ung voksen, hvor det eneste konstante i hans liv er pladsen blandt de absolut nederste i hierarkiet, hvor kampen for social overlevelse er reel og allestedsnærværende hver eneste dag.
Bogen er både rørende, humoristisk og til tider decideret kvalmende, og det mest utrolige er nærmest, at Morten formår at kæmpe sig igennem de mange daglige (fysiske og psykiske) tæsk uden at blive mere skadet, end han ender med at være.
Det er hjerteskærende, når Morten får sin store chance som skuespiller og står på tærsklen til at bryde den massive sociale arv. Når han gang på gang ødelægger sine chancer hos det modsatte køn, der ellers responderer godt på den charmerende dreng. Og når han undervejs, gradvist, bliver mere og mere modløs på egne perspektiver for bare den mindste form for personlig succes.
Morten Pape skriver godt, men det er klart historien, der er det centrale.
Beskrivelser af den isnende frygt ved at gå alene på Planens stisystemer, og dermed muligheden for at møde mere eller mindre hårdkogte kriminelle og medlemmer af indvandrerbander, er fuldstændig fænomenale og går direkte igennem siderne ud til læseren.
Historien om den kridhvide, rødhårede dreng blandt nådesløse arabere og somaliere er sprængfyldt med konflikter, uforglemmelige scener og beton-drama.
‘Planen’ af Morten Pape er den ærligste, vildeste – og bedste danske roman, jeg har læst meget længe. Måske nogensinde.
Jeg vil anbefale dig at læse bogen, hvis du er til socialrealisme af allerhøjeste kaliber.
Har du lyst til at læse mere om Jacob, kan du finde ham på hans hjemmeside her. Han hjælper bl.a. virksomheder som ekstern tekstforfatter.
KARAKTER
Ingen kommentarer