Dødskunsten er en historisk roman, der er skrevet af det skotske forfatterpar og ægtepar Chris Brookmyre og Marisa Haetzman, som står bare pseudonymet Ambrose Parry. I samme serie har de skrevet bogen, ‘Al kødets gang’.
Snesevis af patienter dør af uforklarlige årsager på trods af lægevidenskabens markante fremskridt i 1849. Rygterne går stærkt i byen, og det spredes hurtigt, at den ellers højt agtede fødselslæge står bag dødsfaldene. Will Raven, fødselslægens tidligere protegé, og Sarah Fisher forsøger sammen at afdække, hvad der ligger bag de mange rygter for dermed at rense deres mentors navn.
Jeg fandt de mange små anekdoter om de medicinske udfordringer ganske interessante, og det var egentlig primært dem, som trækker den samlede karakter. Selve handlingen og spændingsniveauet var egentlig ikke noget videre at skrive hjem om for mit vedkommende. Men nu er ‘Dødskunsten’ vel egentlig heller ikke som sådan en kriminalroman, som skal tvinge læseren til at bide negle, men i højere grad en historisk roman, som afspejler den viden, de daværende læger besad i sin tid spicet lidt op med kriminelle handlinger.
Jeg vil derfor mene, at medicinstuderende og andre medicin-interesserede personer vil finde glæde i at læse denne roman. Marisa Haetzman, som er den ene halvdel af forfatterparret, forsker i anæstesi og har skrevet en kandidatafhandling om lægevidenskabens historie. Det er tydeligt at mærke forfatternes massive indsigt i lægevidenskaben, når siderne vender sig lidt efter lidt.
Jeg har ikke læst seriens forrige bind, og jeg vil tro, at man ved at læse serien i sin tiltænkte rækkefølge vil få markant mere ud af fortællingen. Om ikke andet vil man få mere indsigt i karakterernes indbyrdes forhold.
Det er ret interessant, at forfatterne vælger at skifte mellem morderens perspektiv og et objektivt tredjepersonsperspektiv. Der bliver brugt meget tid og mange ressourcer på at fortælle om karakterernes privatliv og deres forhold. Det er som bekendt ikke det, jeg synes allerbedst om, når jeg læser bøger, men det fungerer egentlig ganske fint i denne sammenhæng, og jeg begyndte stille og roligt at synes bedre og bedre om de respektive personer i historien.
Alt i alt er ‘Dødskunsten’ en glimrende fortælling, der tager læseren med ned gennem historiens medicinske uvidenhed og samtidig dens udvikling. Vi hører om, hvordan kloroform blev brugt til at bedøve patienter, hvor vi i dag i højere grad betegner kloroform som et middel, der bliver brugt, når voldtægtsforbrydere skal pacificere deres ofre. Det er interessant.
Indlægget indeholder reklame, da bogen er tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget Modtryk.
KARAKTER
Ingen kommentarer