Anmeldelse af Slutspil – Daniel Cole

Anmeldelse af Slutspil - Daniel Cole

Slutspil er tredje og sidste del i Daniel Coles Kludedukke-serie, som startede med ‘Kludedukken’ og efterfølgende ‘Bødlen’. Forfatteren har fået stor international ros og solid medvind – ikke mindst i Danmark.

William ‘Wolf’ Fawkes og Emily Baxter er tilbage som den stærke duo, de var i Kludedukken. Da den pensionerede politibetjent Finlay Shaw findes død, er alles første tanke, at manden har begået selvmord – ikke mindst fordi han findes i et aflåst rum. Alle på nær den kære Wolf. Han er sikker på, at der er tale om et mord. Han vælger derfor at dykke ned i sagen, og jo længere han kommer, jo mere viser det sig, at der foregår noget korrupt i politiets eget mandskab. Til slut er det ikke kun Wolfs eget liv i politiet, der står på spil – det er også hans eget ve og vel.

“Guess who’s back” har man næsten lyst til at sige. Det er i virkeligheden ikke så vanskeligt at finde svaret på, da det står både på diverse online boghandler og bagsiden af bogen. Er du for doven til selv at lede efter svaret, kommer det såmænd også her: Wolf. Wolf er tilbage i topform, og han viser sin gamle partner in crime, hvilket stof han er lavet af – ikke det bløde og kedelige.

Vi får løbende små glimt tilbage til fortiden i form af flashbacks hos Finlay Shaw. Jeg er generelt ret glad for tilbageblik i bøger, da jeg mener, de skaber en fed dynamik og rytme, som kan være svær at få, hvis man blot læser en roman, der er skrevet i nutiden. 

Korruption blandt politiets egne spiller som nævnt i “indledningen” en relativ stor rolle i ‘Slutspil’. Og kombineret med flashbacks får vi et unikt indblik i Finleys historie og udviklingen i afdelingen. 

Hvor er alle de mange makabre scener, som var så skelsættende for Daniel Coles to forrige udgivelser i samme serie? I stedet er det hoved- og bipersoners relationer, der har fået en øget bevågenhed, hvilket jeg ikke på forhånd havde forventet. Det tæller desværre ned i min bog, selvom humoren og sarkasmen stadig ikke fejler noget. Jeg kan ikke helt forstå, hvorfor man vælger at fjerne noget af det, der ellers virkede så godt, fra en serie og gøre det til en stueren “sæbeopera”. 

Derfor får ‘Slutspil’ også en middelmådig karakter med på vejen herfra.

Anmeldelsen indeholder reklame, da bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget Hr. Ferdinand og Politikens Forlag


KARAKTER

Det bliver kun til en middelmådig karakter Slutspil af Daniel Cole
3 / 5
Tidligere indlæg
Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar