Anmeldelse af Codex – Tom Egeland

Anmeldelse af Codex - Tom Egeland

Codex af Tom Egeland er den seneste og ganske givet også sidste roman i serien om den norske arkæolog og albino Bjørn Beltø. Jeg har kun læst seriens forrige bind ved navn ‘Lazaruseffekten‘, og jeg må sige, at det er synd, hvis det hele stopper her. Men igen, jeg ved jo trods alt ikke, hvor langt forfatteren har trukket den med min begrænsede indsigt.

En flok arkæologer finder Jesus’ tornekrone sammen med en over 2000 år gammel skriftsamling, der kan, hvis den falder i de forkerte hænder, kaste et skamfuldt klæde over den kristne tro og kirke. Da to arkæologer, som har været med til udgravningen, findes dræbt, og de værdifulde fund forsvinder, forsøger Bjørn Beltø at opspore relikviet og manuskriptet for at afsløre, hvem der står bag disse drab. 

Bjørn Beltø er på jagt efter noget af det allerhelligste, når vi taler om Jesus – nemlig den tornekrone, som han bar på korset på højen Golgatha. Eller det vil sige, uden at afsløre noget afgørende for bogens handling, at arkæologer relativt simpelt og nemt finder denne tornekrone, men hvad der efterfølgende sker med den, er faktisk det mest centrale og interessante i ‘Codex’. Denne er derfor en mindst lige så nervepirrende teologisk thriller som forgængeren i samme serie, hvilken jeg også har anmeldt her på bloggen, og som du kan finde en anmeldelse af via linket her.
Men med fare for at gentage mig selv, så er det altså først, når kronen og manuskriptet er fundet, at spændingen sådan for alvor indtræffer – det skal du være forberedt på som læser.

Udover at være rigtig fin og sådan lidt og gennemsnitlig i spændingsniveauet, så er der ikke rigtig så meget mere at komme efter, desværre. Det er af og til en lidt tam affære, hvor man lige skal hanke op i sig selv, hvis man altså ikke er Danmarks mest inkarnerede teologiske konspirationsfanatiker – og her kommer jeg til kort, selvom jeg er glad for disse romaner, der udfordrer vores tankegang og forståelse for verden.
Måske man skal være en sand Tom Egeland-fan for sådan virkelig at elske ‘Codex’, og her er jeg bare personligt ikke endnu.

Selvom jeg måske har kritiseret hans seneste udgivelse en kende herover, så er der også mange lyspunkter i bogen, som jeg kunne tage med mig, og derfor lander vi på en sådan lidt halvfesen bedømmelse på 4 stjerner, der nok mere har en pil nedad end modsatte retning.

Anmeldelsen indeholder reklame, da bogen er tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget Turbine.


KARAKTER

Tom Egeland er eminent Codex af Tom Egeland
4 / 5
Tidligere indlæg
Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar