Bødlen af britiske Daniel Cole er anden spændingsroman i serien i Kludedukkeserien, der lig navnet startede med romanen ‘Kludedukken’. En ganske glimrende roman der underholdt mig lige til det sidste.
I seriens anden roman er det Emily Baxter, der primært går under navnet Baxter, vi får lov til at følge. Hun er tydeligt mærket af Kludedukkesagen og sin tidligere partners – William ‘Wolf’ Fawkes forsvinden. En ny sag viser sig, da et lig findes i en skrækkelig, men dog velkendt positur på Brooklyn Bridge i New York. Liget har fået skåret ordet madding ind i brystet. I takt med at tiden går, dukker der flere lig op både i Amerika og England, og sagen udvikler sig med lysets hast.
Lad mig bare slå fast med det samme, at jeg var meget begejstret for Daniel Coles anden roman i serien. ‘Bødlen’ gav for mit vedkommende et mindst lige så uhyggeligt take på kriminal- eller spændingsgenren, og alene det faktum, at der bliver slået så mange mennesker ihjel, at det kan være svært at holde et overblik over antallet, gør bogen til noget ganske særligt.
Humor er et ord, der er solidt forankret i ‘Bødlen’. Nogle gange er det implicit, hvor det andre gange er mere åbenlyst. Et fint eksempel på netop dette er en reference til en bog fra halvfemserne.
Det er nemlig båd meget pudsigt og humoristisk, at forfatteren skriver, at Baxter mener, det er uinspireret at flytte handlingen fra “Alene hjemme” til New York City i toeren, da det mest af alt blot er en lidt halvkedelig efterligning, når netop toeren i Daniel Coles egen serie ligeledes flyttes delvist til USA.
Jeg nævnte lidt herover, at antallet af mord overstiger langt de fleste andre bøger i genren, og at det netop er noget af det, jeg virkelig godt kan lide ved ‘Bødlen’. Samtidig er det lidt uhyggeligt fascinerende, hvis man da ellers kan tillade sig at sige sådan, at Daniel Cole kan tænke sig til sådanne modbydeligheder.
En scene mindede mig i grove træk om det, der bliver beskrevet som Dantes Inferno – hvis man ellers har stødt på dette før. Jeg er vild med de mange billeder, der males for det indre øje, og jeg er vild med den næsten usammenlignelige bestialske måde at skrive på. Når man hører om en scene, hvor wirer indtager en central rolle i beskrivelserne, så ved man, at man er kommet til det punkt, jeg anser for et rent inferno.
Alt i alt er jeg virkelig, virkelig begejstret, og jeg kan næsten ikke vente med at læse trilogiens afslutning i form af ‘Slutspil’.
Anmeldelsen indeholder reklame, da bogen er tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget Hr. Ferdinand, som er en del af Politikens Forlag.
KARAKTER
Ingen kommentarer