‘De forsvundne’ er vel, hvad man kan kalde for, en krimidebut af den danske forfatter Frank Sebastian Hansen. Han har tidligere været boganmelder på Ekstra Bladet og Go’ Morgen Danmark – derfor var mine forventninger inden påbegyndt læsning også en anelse høje, da min forudindtagethed sagde mig, at han ganske givet ville levere et produkt, som han selv ville vurdere højt. Lidt a la norske Geir Tangen, der med sin bogblog også har en vis indsigt i krimiens verden.
En kvinde findes brutalt og kynisk myrdet i en skov i Nordsjælland. Kriminalbetjenten Mikkel Gomez får en ny mandlig makker i form af Henrik Tange, og sammen sættes de to på sagen om den afdøde kvinde. Flere kvinder begynder at forsvinde sporløst, og pludselig har politiet mere at se til, end de kunne have forestillet sig.
Grundlæggende ser vi et dystert billede af den københavnske underverden, men udover kriminalitet og mord er racehad, kærlighed og i virkeligheden også håb ligeledes fundamentale emner – måske en smule modstridende ved første øjekast, men i et væld af følelser fungerer dette sammensurium ganske fint.
Vi kan jo lige så godt kaste os ud i det. Jeg synes, bogen var klart bedst i starten. Første – og til dels to – tredjedele var spændende og fik virkelig sat scenen for, hvad man som læser kunne forvente sig af karaktererne og deres relationer. Men jeg må jo nok indrømme, at gassen gik lidt af ballonen, jo længere jeg kom i bogen. For det meste er det slutningerne på bøgerne, der kan få mig til at bide mine negle helt ned (nej, jeg bider ikke negle. Det er blot en metafor – bare rolig), men i ‘De forsvundne’ blev jeg ikke blæst bagover, som ellers forventet grundet den sublime begyndelse.
Kan du huske Stefan Ahnhems serie om Fabian Risk, hvor bog nummer to “Den niende grav” faktisk er en prequel – handlinger foregår før første bind i serien.
Jeg havde det præcis omvendt med ‘De forsvundne’. Her havde jeg en fornemmelsen af, at jeg sad og læste en prequel og blot ventede på, at toeren – eller i dette tilfælde etteren skulle læses. Jeg ved, det måske lyder mærkeligt, men jeg havde fornemmelsen af, at jeg havde læst en bog, hvor en helt særlig episode fra fortiden, som foregår meget sent i bogen, er tilbagevendende og afgørende for hovedpersonens ve og vel.
‘De forsvundne’ er en kriminalroman spækket med klicheer, stereotyper og banaliteter – dette er sagt med et smil på læben og er ment MEGET positivt. Men – og der kommer stort set altid et men – apropos de førnævnte klicheer, bliver disse kun endnu flere og i endnu større omfang og stil i takt med at siderne vendes.
Sproget er flydende, beskrivende og let, og du har en ganske fin roman i vente, hvis du har modtaget denne i gave henover julen. Desværre fyldte den lidt træge og knap så veludførte slutning for meget i min bevidsthed, og det kan derfor kun blive til tre stjerner i denne omgang.
Anmeldelsen indeholder reklame, da bogen er tilsendt som et anmeldereksemplar fra forlaget EC Edition.
KARAKTER
Ingen kommentarer