Boganmeldse – Outsideren af Stephen King

Boganmeldse - Outsideren af Stephen King

Outsideren er seneste spændingsroman af den amerikanske forfatter Stephen King, som blandt andet er kendt for sine mange romaner og filmatiseringer af selvsamme. Han er i særdeleshed kendt for Den grønne mil, En verden udenfor og Det onde.

Den lokale baseballtræner bliver anholdt for at have voldtaget og dræbt en ung dreng på 11 år. Træner T. bliver anholdt offentligt under en lokal baseball kamp, hvilket får befolkningen i byen op på dupperne, da hele befolkningen har et meget positivt syn på den mand, der har trænet deres unge drenge i adskillige år.
Beviserne mod træneren er klokkeklare, da flere vidner har set ham sammen med Frankie, som drengen hed, og der er fundet flere genstande, der er forbundet med mordet. Samtidig er beviserne for, at træneren er uskyldig ligeledes lige så åbenlyse.
Så spørgsmålet er, om træneren er skyldig, eller om han ikke er?

Det var ikke en bog, hvor jeg tænkte: “Nøj, hvor er den spændende. Jeg kan slet ikke løsrive mig igen.”. Sådan ville jeg ellers have haft det, da jeg læste Outsideren. Den viser dog ganske glimrende de to sider, som alle mennesker har – den mørke og lyse side. Vi har alle et mørke i os, som hos nogen fremtræder mere tydeligt end hos andre.

Jeg har tidligere læst lidt hos andre, der ytrer, at Outsideren minder lidt om Det onde, hvilket jeg til dels godt kan følge. Der er nogle sammenligningspunkter, men jeg vil dog ikke sammenligne de to bøger fuldstændig. Det onde er for mig at se markant bedre, mere dyster og gruopvækkende.
Om det så er fordi, at jeg er opvokset med bogen og kan huske den fra min folkeskoles bibliotek, ved jeg ikke. Men hvorom alting er, så er det to meget forskellige bøger skrevet af samme forfatter. Og netop det, at Stephen King formår at skrive to så forskellige bøger, er prisværdigt.

En ting, man skal vide, når man læser Stephen King, er, at flere elementer i hans bøger er overnaturlige og ikke virkelige. Han blander ofte faktiske og håndgribelige elementer i vores dagligdag, som alle kan nikke genkendende til, og så krydrer hans læsningen med nogle overnaturlige dele, som enten gør det mere eller mindre interessant for den enkelte.

Man kan ikke andet end være imponeret over den måde, som den gode Hr. King formår at  opbygge en fortælling på. Han skriver levende og følger den klassiske berettermodel til punkt og prikke.

Hvis jeg havde kendt handlingen og plottet på forhånd, så havde jeg ganske vist ikke kastet mig over bogen. Jeg er dog glad for, at jeg alligevel valgte at læse den, fordi den har så meget af det, man kender Stephen King for.

Indlægget indeholder reklame, da Outsideren er tilsendt som anmeldereksemplar af forlaget Hr. Ferdinand.

KARAKTER




Vi har alle et mørke indeni os

Outsideren af Stephen King

3 / 5

Tidligere indlæg
Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar