Min måned – november 2018

Min måned - november 2018

Jeg har sat mig for, at jeg en gang om måneden vil skrive en opsummering eller en form for resumé over den forgangne måned, og det er også tilfældet her i november 2018. Vi nærmer os julen og de hyggelige inde-stunder, hvor der er rigelig med tid til at læse for de fleste. Dagene føles markant kortere grundet årstiden, hvilket måske også kan afspejles direkte over i, at jeg føler, at tiden bare flyver afsted.

Samtidig med at december nærmer sig, så nærmer mine eksamener sig også med hastige skridt. Det er en skræmmende periode, jeg går i møde, da jeg ikke tidligere har gået til eksamener på universitetet. Hermed ikke ment at jeg er direkte eksamensangst, men det er nok nærmere helt naturlig nervøsitet. Lige pludselig betyder disse prøver noget for fremtiden, da det er et kandidatstudium, jeg er igang med.
Jeg håber dog stadig, at jeg har mulighed for at læse skønlitteratur ved siden af min eksamenslæsning, men det bliver formentlig i begrænsede mængder i december og måske endda også januar.

I november 2018 var jeg til mit første bloggerevent i Århus, hvor jeg var blevet inviteret af forlaget Lindhardt & Ringhof til et meet & greet med Michael Katz Krefeld i forbindelse med udgivelsen af hans nyeste bog, Mørket kalder.
Det var en hyggelig aften med lidt mad og drikke samt en god dialog omkring bogen. Det var en kanon oplevelse at få lov til at møde forfatteren og samtidig også en lang række af andre bogbloggere, som også har fokus på krimigenren.

Boganmeldelser i november 2018

Bøgerne jeg har anmeldt er Det glemte barn af Michel Bussi, Ghostwriter af Steffen Jacobsen, Lazarus af forfatterpseudonymet Lars Kepler, En højere retfærdighed af Hjorth og Rosenfeldt, Outsideren af Stephen King og endelig Mørket kalder af Michael Katz Krefeld. Min far har anmeldt Jan Guillous nyeste udgivelse Dem der dræber drømme sover aldrig. Du kan finde direkte link til samtlige boganmeldelser, hvis du klikker herover på bøgernes titler.
Der er blevet uddelt lidt forskellige antal stjerner i denne omgang, som spænder fra 3 til 5 styks, hvor 5 er maks i skalaen.

Jeg satser på, at jeg får mulighed for at catche lidt op på nogle af de krimiserier, som jeg er lidt bagud med henover julen, hvor jeg på forhånd har givet mig selv lov til at holde fri fra eksamenslæsningen. Det er blandt andet Jesper Steins serie med Axel Steen, Jo Nesbøs Harry Hole univers og Michael Katz Krefelds Ravn-serie.

Indlægget indeholder reklame, da bøgerne nævnt i indlægget er anmeldereksemplarer tilsendt af de respektive forlag.

Tidligere indlæg
Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar