Er der noget mere livgivende og befriende end at blive konfronteret med og af sine værste fordomme. Oplevelsen kan næppe sammenlignes med andet, men er måske noget i retning af – men dog væsentligt voldsommere – den befriende følelse lige umiddelbart efter et godt kraftfuldt nys. Nu har jeg aldrig været i nærheden af euforiserende rusmidler, måske fordi jeg er en pivskid på det område, eller måske fordi jeg er fra den årgang, hvor vi bare drak øl – mange øl – til gymnasiefesterne, men det er nok et skud eller en bane eller hvad det hedder af dette eller hint, som kommer nærmest den her oplevelse af at få sine værste fordomme punkteret.
Jeg har i mange år været forpuppet i den fordom, at kvinder ikke kan skrive krimier!
Og jeg har vitterligt prøvet at komme fri af den: For flere år siden købte jeg under et bogudsalg samtlige krimier af Camilla Läckberg, men jeg må indrømme, at jeg kun nåede nogle og tredive sider ind i den første af dem, ”Isprinsessen”, før jeg opgav og lagde den fra mig. Den fangede mig på ingen måde, tværtimod. Samme næsten traumatiserende oplevelse havde jeg desværre også med Elsebeth Egholm, hvor jeg ellers op til en god lang sommerferie var heldig at finde en fem-seks bøger af hende i en genbrugsbutik. Jeg gik forventningsfuld i gang med at læse den første krimi i Dicte-serien, ”Skjulte fejl og mangler”, men havde godt nok svært ved at holde fast i koncentrationen og læselysten.
Måske var det det der århusianske venindeunivers, som jeg ikke rigtig kunne forstå. Og pokker mig om jeg ikke her for en fem år siden helt mistede motivationen for krimier skrevet af kvindelige forfattere. Scenariet er igen en sommerferie, og pludselig en dag opdagede jeg, at jeg var løbet tør for ulæste krimier…..Min kone kom mig dog til undsætning med en gratisudgave af en lille paperback-krimi, som havde fulgt med et Søndags BT – og på den måde blev jeg præsenteret for Sara Blædel, men men men her måtte jeg også give fortabt efter en små tyve-femogtyve sider. Det var bare ikke mig, men til gengæld fik jeg malet sydfacaden på vores sommerhus den dag, så lidt godt var der dog ved det.
Så faktisk havde jeg i flere år kun læst én eneste rigtig god krimi skrevet af en kvinde: Vi taler om Anna Ekberg og hendes ’Den hemmelige kvinde’, hvor jeg jo så godt inderst inde ved, at det er macho-fyrene bag Kazinskibøgerne, Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich, der gemmer sig bag pseudonymet…..
Indtil november måned sidste år, hvor ”Tørke” af Jane Harper udkom med en flot professionel anmeldelse i halen. Jeg købte den heldigvis og med ét pladask punkterede min fordom som en dækeksplosion på en formel 1-racer med 280 km i timen. Sikke en fantastisk spændende fortælling med to sideløbende intense plot med 20 år imellem sig, og som til sidst bindes sammen i en skræmmende overraskende slutning. Du kan se min anmeldelse her på siden, men den yder slet ikke retfærdighed til bogens kvaliteter.
Og så har jeg lige netop lagt endnu en fantastisk krimi fra mig: ”Kridtmanden” af C.J. Tudor. ENDNU en debutroman, ENDNU en kvindelig forfatter og ENDNU en fantastisk fortælling med et plot, der står helt af sig selv bogen igennem. Den glæder jeg mig til at anmelde her på siden inden så længe! – Og glæder mig over, at jeg er kommet lidt fri af mine chauvinistiske fordomme om kvinder og krimier!
Ingen kommentarer