Tandsamleren er første del i en ny krimiserie af den danske forfatter, Lotte Petri. Serien har fået navnet “Blodengel” og har i skrivende stund endnu en bog tilknyttet. Begge bøger er skrevet til lydmediet og udgivet på Mofibo som lydbøger. Tandsamleren er nu kommet i fysisk udgave, hvor jeg valgte at springe på.
En myrdet kvinde bliver fundet i nærheden af Roskilde. Udover at et kvindelig er makabert i sig selv, så stikker to ting i særdeleshed ud. Hun er blevet myrdet for mange år tilbage, samt alle hendes tænder er blevet fjernet. Efterforskeren og psykolog Sofie Engell bliver koblet på sagen, som hurtigt viser sig at omhandle en hensynsløs seriemorder. Hendes efterforskning leder hende ud ad mange tangenter, alt imens privatlivet også skal passes.
Som jeg nævnte kort i min introduktion, så blev Tandsamleren først udgivet på lydbogsapp’en, Mofibo. Den var derfor naturligt opdelt i afsnit og ikke kapitler, som vi normalt kender fra papirbøger. Af samme grund kan kapitlerne i papirudgaven godt virke lige lovlig lange og svære at tygge sig igennem, fordi de måske var tiltænkt et andet medie i første omgang. Et lille hint til næste bog i serien, som jeg håber også kommer i et fysisk eksemplar, kunne være at indsætte lidt flere kapitler, så vi, der læser disse udgaver, kan nuppe en eller to hurtige dele inden sengetid uden at blive alt for udkørte.
Jeg havde hørt meget godt om bogen, og intet af det blev gjort til skamme. Jeg kan nikke genkendende til mange af de roser, som bogen har fået med på vejen. Lotte Petri skriver en af den slags krimier, hvor vi, der er lidt allergiske overfor femikrimier, på ingen måde blev skræmt væk. Ad flere omgange kunne jeg se ligheder mellem hendes måde at skrive på og Chris Carters – og det er altså ment som en kompliment herfra.
Det lader til at forfatteren har været fluen på væggen under en rigtig obduktion, da beskrivelserne er meget gennemgående og velbeskrevne. Jeg sad og smuglyttede til lydbogen, imens jeg læste “Udenfor skinner solen”, og jeg kunne se flere meget præcise gengivelser i Tandsamleren, hvilket jo kun tyder på grundig research.
Bogen starter med gaspedalen trykket helt i bund, og på den måde fanger den læserens opmærksomhed omgående.
Lotte Petri har skrevet et dygtigt og gennemtænkt plot, hvor man føler sig velinformeret og underholdt fra start til slut. Sofie Engell, bogens hovedperson, er en interessant karakter, som både er betjent og psykolog. Hende glæder jeg mig til at følge og høre mere om i næste bind.
Anmeldelsen indeholder reklame, da bogen er tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget People’sPress.
KARAKTER
Ingen kommentarer