Sommermørke er en debutroman af den svenske forfatter Stina Jackson. Hun er blevet rost til skyerne i de svenske medier og er nu klar til at indtage den danske spændingsscene.
Lelle og hans ekskone mistede for 3 år tilbage deres fælles datter, som en dag forsvandt fra et busstoppested, hvor hun ventede på at blive samlet op. Da politiet ikke har kunne finde hende, har Lelle igangsat sin egen eftersøgning, hvor han bruger de sene nattetimer på at lægge landevejene øde og vende hver en sten på sin vej.
Sideløbende har bogen en anden fortælling, hvor Meja og hendes mor flytter ind hos en fyr, moren har mødt på nettet. Meja savner at have et sted, hvor hun kan slå sig ned og få en rigtig familie med en far.
Alt imens Meja forsøger at finde sig tilrette, og Lelle fortsætter sin søgen, forsvinder endnu en ung pige i området.
Jeg er dybt imponeret over, hvordan Stina Jackson formår at uddybe og beskrive omgivelserne i bogen, når der i virkeligheden ikke er meget at beskrive i det nordlige Sverige. Man føler nærmest, at man går rundt i en mørk svensk skov med tusindvis af myg sværmende rundt om ørerne på en. Stemningen er helt rigtig, men jeg blev ikke helt overbevist af handlingen.
Sommermørke er en spændingsroman, og for mig at se er der meget stor forskel på spændingsniveauet i de forskellige bøger i genren. Det virker ikke til, at der er nogen faste strukturer eller retningslinjer, som forfatterne typisk følger. Det er meget forskelligt alt efter, hvilken forfatter man kaster over, hvor højt bøgernes tempo er.
Sammenligner man eksempelvis med den danske forfatter Steffen Jacobsen, som er udgivet ved samme forlag, så er denne bog i et markant lavere tempo, hvilket også er helt fint.
Jeg skal skynde mig at sige, at alle spændingsromaner ikke skal være ens på nogen måder, men det er blot ren og skær information til de læsere, der har det som jeg – vild med højdramatisk spænding.
Lelles konstante og konsekvente søgen efter sin forsvundne datter er både tragisk og sørgelig. Selvom alt håb synes ude, så fortsætter han stadig sin jagt på sandheden og en konkret afgørelse.
Selvom han ganske givet godt er klar over, at chancerne for at finde sin datter i live er minimale, så fortsætter han ufortrødent med at finde et svar. Det er tydeligt at mærke, at det er uvisheden, der driver ham.
Sommermørke beskriver denne indre kamp Lelle har med sig selv rigtig fint. Han bliver presset til det yderste og kommer også til at overtræde nogle grænser i sin søgen.
Til min smag var handlingen en kende for langsom, og jeg kunne godt have brugt lidt mere tjubang og action. Men hvis man er til en bog, der går i dybden med beskrivelser og virkelig kan vække nogle følelser, så bør man kaste sig over Sommermørke.
Boganmeldelsen indeholder reklame, da bogen er tilsendt som anmeldereksemplar af forlaget Lindhardt og Ringhof.
KARAKTER
Ingen kommentarer