Boganmeldelse – Panserhjerte af Jo Nesbø

Boganmeldelse - Panserhjerte af Jo Nesbø

Panserhjerte er ottende bog af den norske krimikonge, Jo Nesbø. Hans serie om den afdankede efterforsker Harry Hole har solgt eksemplarer verden over og fået succes både i bogform og på det store lærred.

To kvinder findes dræbt i den norske hovedstad, Oslo. Begge kvinder er badet i deres eget blod med mystiske stiksår i munden. Norges absolut bedste kriminalefterforsker nogensinde er skredet til Hong Kong i sin flugt fra virkeligheden. En kvindelig efterforsker sendes udenlands for at hente Harry Hole hjem igen. Han er faldet tilbage i de gamle vaner, hvor druk og stoffer har fået overtaget. På trods af manglende relation til hjemlandet, så indvilliger Hr. Hole i at komme med hjem for at finde frem til gerningsmanden bag de bestialske mord og for at nå at tage afsked med sin syge far.

En intern magtkamp i det norske politi gør ikke opklaringen lettere. Harry modtages både med åbne og lukkede arme. Der er stor forskel på, hvordan kollegaerne interagerer med Harry. Når man kender hans fortid, så kan man godt se, hvorfor de reagerer, som de gør. 

Det er ingen hemmelighed, at jeg er glad for at læse Jo Nesbø. Det er befriende at læse en krimi, der både er vanvittigt spændende og samtidig har tilpas mange og lange beskrivelser. Panserhjerte er en kriminalroman lige til mine smagsløg. Specielt mordvåbnet denne gang er interessant. Der er ingen tvivl om, at denne selvudløsningsanordning sætter offeret i scene og giver al magten eller valget til ham eller hende, der pludselig befinder sig selv i denne helt urimelige og uheldige situation.

Når man ser bort fra, at Jo Nesbø i skrivende stund har udgivet 3 bøger yderligere i samme serie, så er forfatteren “tilbage” efter hans fremragende kriminalroman, Snemanden. Panserhjerte er ekstremt spændende og næsten endnu mere bestialsk, end vi normalt kender den norske forfatter.

Selvom jeg er glad for at læse vores norske ven, så kører jeg til tider lidt død i hele hans hovedpersons ulideligt depraverede liv. Alle de beskrevne “dyk” han har i livet, kan godt komme til at virke en smule trivielle. Vi ved efterhånden godt, at Harry Hole drikker Jim Beam, som mere eller mindre er eller om ikke andet har været hans bedste ven og tro følgesvend gennem flere år.

Lad mig blot lige understrege at jeg ikke har modtaget bogen af forlaget, der har udgivet bogen. Det er privat indkøb for et par år tilbage.


KARAKTER

Jo Nesbø lever op til sit renommé Panserhjerte af Jo Nesbø
4 / 5
Tidligere indlæg
Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar