Nemesis af Chris Carter er forfatterens direkte fortsættelse til bogen, Ondskab. Her formår Robert Hunter at sætte Lucien Folter bag lås og slå, men desværre for Robert og resten af landet er den grufulde seriemorder netop undsluppet fra fængslet.
Robert Hunter og Lucien Folters bekendtskab går langt tilbage. Faktisk helt tilbage til universitetstiden, hvor de to var venner og værelseskammerater. Begge forlod Stanford University med særdeles flotte eksaminer begge fra det psykologiske fakultet, og de var ydermere to af de dygtigste studerende, som universitetet nogensinde har undervist. Skæbnen ville dog tingene anderledes, og Robert blev senere chef for LAPD’s Ultravoldsenhed, hvorimod Lucien blev den farligste seriemorder landet nogensinde har stødt på.
Jeg var, som det kan læses i min anmeldelse af bogen Ondskab, mildest talt betaget af Chris Carter fra første øjekast. Denne betagethed falmede dog lidt i begyndelsen af Nemesis, da jeg synes, at Lucien Folter var blevet en lidt “for fantastisk” og “genial” seriemorder og lidt for lidt virkelig. Dette var egentlig også tilfældet med den forrige i “serien”, men jeg synes, at det kom mere til udtryk i denne udgivelse.
Han kan godt virke lidt for urealistisk med hans utrolige evne til at skifte ‘ham’. Dette gør ham samtidig en uhyre dygtig Tom Ripley, der kan imitere og tage nye former og skikkelser.
På trods af denne til tider uvirkelighed, så vil jeg fortsat mene, at Nemesis er en fremragende thriller, som får læseren helt ud på kanten af stolen. Chris Carters bøger er blodige, uden omsvøb og brutale. Hvis man synes, at Lars Keplers bøger er over kanten, så bør man måske være varsom, hvis man vil være med på bølgen og læse Chris Carter.
Bagpå bogen står der, at forfatteren har arbejdet hos distriktsanklageren i staten Michigan som medlem af et team af kriminalpsykologer, hvor han studerede og interviewede serie- og massemordere. Dette gør kun bøgerne endnu mere uhyggelige, da alt han skildrer i sine skriverier formentlig ikke blot er ren fantasi.
Jeg valgte at læse Ondskab inden, at jeg gav mig i kast med denne nye udgivelse, da forfatteren, læsere og andre bloggere har anbefalet det. Valget er jeg faktisk rigtig glad for, da det gav mig en bedre forståelse for Robert og Luciens indbyrdes forhold. Det gjorde mig samtidig i stand til at forstå, hvilken uhyggelig skabning Lucien Folter i virkeligheden er, og hvad han er i stand til, inden jeg skulle læse og anmelde Nemesis.
Selvom jeg har været lidt hård, så elskede jeg bogen. Jeg er fortsat kæmpe fan af Chris Carter, og det er bestemt ikke sidste gang, at jeg læser noget af ham.
Indlægget indeholder reklame, da bogen er tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget Jentas – tusind tak for bogen og den grusomme læsning.
KARAKTER
Ingen kommentarer