Mythos af Stephen Fry er en humoristisk og episk genfortælling af de græske myter, hvor skabelsesberetningen og senere små fortællinger er inkluderet i bogen.
Bogen indeholder på ingen måde den komplette fortælling om de græske myter. Netop dette starter Stephen Fry også med at fortælle læseren, så man ikke føler sig snydt, når man har vendt sidste side i bogen. Alligevel kommer forfatteren ganske godt omkring de vigtigste hændelser i den græske mytologi, som har præget vores verden den dag i dag.
Når man, som jeg, ikke har læst meget andet end Homers Odysseen og Iliaden, og man ovenikøbet heller ikke har set meget andet end Troja og Disneys Hercules, så er det fantastisk at kunne få den græske mytologi serveret på en let fordøjelig måde af Stephen Fry i Mythos. Frem for traditionelle vers, som vi ser i Homers bøger, så er denne bog skrevet i et mere almindeligt sprog, som alle kan forstå. Derudover har forfatteren været god til at inkludere fodnoter, så man som læser får en bedre forståelse.
Selvom jeg synes, at jeg fulgte fornuftigt godt med, og oldtidskundskab var ‘mit fag’ i gymnasiet, så fik jeg stadig mere ud af Mythos end blot underholdning. Jeg kendte på forhånden mange af de myter, der bliver beskrevet i bogen, troede jeg. Det viste sig dog hurtigt, at jeg faktisk kun kendte lidt til dem, uden helt at kende dem helt alligevel. Man skal naturligvis gøre op med sig selv, om man kan lide den lidt tørre britiske humor, som Stephen Fry også bringer i Mythos, men jeg synes kun, at den gør bogen bedre.
Det er svært at være objektiv og sætte et antal stjerner på bøger, hvor man i forvejen er ekstremt begejstret for indholdet. Det eneste, der gjorde det lidt svært for mig, var alle de navne, bogen diskede op med for hvert afsnit eller hvert kapitel. På trods af en fin oversigt i begyndelsen af bogen af de første guder og deres afkom, var der på ingen måde nok navne i denne oversigt. Guderne formerede sig i flæng – og ovenikøbet med hinanden indbyrdes incestiøst, så det blev til sidst en lille rodebutik, hvis man skulle kunne holde styr på, hvem der var forældre til hvem.
Stephen Fry forsøger dog at sætte læseren grundigt ind i, hvem der har forbindelse til hvem, men jeg skulle stadig holde tungen lige i munden.
Det er en lidt atypisk anmeldelse fra min side, men jeg er svært glad for både nordisk og græsk mytologi, så derfor tillader jeg mig at gå lidt uden for bloggens ellers vanlige tema. Hvorvidt det også også vil være tilfældet i fremtiden, tænker jeg ikke, men det er meget rart at kunne spice læsningen lidt op, så det hele ikke bliver læderjakke, whiskydrikkende og smøgrygende efterforskning.
Til slut vil jeg blot nævne en pudsig og fin ting fra de græske fortællinger. Alt har et navn, og alt har en årsag – selv en lille edderkop har en fortælling og oprindelse, hvilket jeg beundrer.
Mythos var en fremragende læseoplevelse og i skrivende stund årets bedste. Så hvis du er til græske fortællinger, der kan lidt noget andet end Homers trivielle vers, så er Mythos et fint supplement til din samling. Jeg var på forhånd lidt nervøs for, at bogen blot ville blive endnu en genfortælling, men disse bange anelser blev gjort til skamme.
Indlægget indeholder reklame, da bogen er tilsendt som anmeldereksemplar af forlaget Modtryk.
KARAKTER
Ingen kommentarer