Boganmeldelse – Lupus af Jens Henrik Jensen

Boganmeldelse - Lupus af Jens Henrik Jensen

Inden jeg var så heldig at få fingrene i dette anmeldereksemplar af Jens Henrik Jensens nyeste bog, ”Lupus”, som er en fortsættelse af den seneste trilogi om den PTSD-ramte krigsveteran Niels Oxen, havde jeg på min helt personlige hitliste Jens Henrik Jensen som en klar etter – altså efter min karakterbog Danmarks pt. bedste krimiforfatter og det vel at mærke i et stærkt felt af andre rigtig gode krimi-skabere. Og efter at have læst ”Lupus” i en åndløs ruf –  bogstaveligt talt – hvor det var mere end svært at lægge bogen fra mig, skal jeg skynde mig at røbe, at han kun har bestyrket sin førerposition i forfatterfeltet.

Første møde med Jens Henrik Jensen var Kazanski-trilogien – en lovende start, der skabte store forventninger, som til fulde blev indfriet med Nina Portland-trilogien om den seje og stædige kriminalassistent ved Esbjerg politi, og så blev vi efterfølgende positivt blæst omkuld af Oxenbøgerne om den konstant jagede mand – både af politi og egne traumer fra voldsomme krigsoplevelser på Balkan og i Afghanistan – som alene måtte kæmpe mod ekstremt magtfulde og skruppelløse personer i den mystiske Danehof-orden.

Handlingen skydes i gang ved at den tidligere PET-chef, Axel Mossmann, som Oxen tidligere har udført vanskelige og farlige operationer for, overtaler Oxen til at tage over til Midtjylland for at prøve at finde en tidligere departementschef, som har købt en stor gård derovre, men som nu tilsyneladende er forsvundet. Oxen er egentlig ikke til sinds at tage opgaven, men da gården ligger ved Harrild Hede, hvor der på det seneste er observeret ulve – en passion for Oxen, og da han samtidig ser en mulighed for at få en sjælden fælles oplevelse med sin teenage-søn, siger Oxen alligevel ja.

Den forholdsvis overskuelige opgave, som Oxen havde forestillet sig, bliver naturligvis til en farlig og risikofyldt opgave, idet der i det skjulte er rigtig meget i gang, som Oxen forsøger at finde hoved og hale på. Ulven som han havde håbet på at se nogle af de nætter, som han hjemmevant tilbringer ude i terrænet, dukker ikke op, men til gengæld viser det sig efterhånden, at ulven også er et symbol eller et navn på en hemmelig organisation, der sætter sig over lov og ret, når der sker uretfærdige og urimelige hændelser, som det normalt fungerende retsvæsen tilsyneladende ikke tager ordentligt nok hånd om.

Vi får igen oprullet en voldsom historie om selvtægt, magt og magtmisbrug, hvor også Oxens tidligere gode ven og samarbejdspartner, Margrethe Franck bliver involveret og truet på livet.

Samtidig med den komplekse og mystiske hovedhistorie ruller derudad, så kører der to parallelfortællinger – dels en 55 årig gammel historie om en ung køn pige, der kidnappes og misbruges, dels en fortælling om en nutidig opklaring af et voldsomt og brutalt overfald på en kendt voldspsykopat, hvor to sindige kriminalbetjente får besked ovenfra på lige at se på sagen og så ellers få den afsluttet så hurtigt som muligt, da ingen har den store medlidenhed med, at Idriss Nassar, som han hedder, bliver mere eller mindre smadret til lirekassemand. Men de to Beavis og Butthead-agtige betjente bider sig nu alligevel fast i at opklare, hvem der egentlig stod bag den voldsomme hævnaktion mod banditten.

Og det ender selvfølgelig også med, at de to parallelhistorier hænger sammen med hovedhistorien – på en spændende og overraskende måde, og igen – som altid i Oxenbøgerne – er slutningen en bragende eksplosiv palet af voldsomme aktioner og hændelser, der skal på plads, før man som læser kan lægge bogen fra sig.

Jens Henrik Jensen har ikke overgået sig selv, for det er en umulig opgave – han har holdt niveau i den flyvehøjde, som vi kender ham for, har han – og dét i den grad!

En fantastisk spændende bog med et finurligt veldrejet og godt timet plot, så selvfølgelig skal bogen helt op at ringe med 5 ud af 5 stjerner.

KARAKTER




Finurlig med godt drejet plot

Lupus af Jens Henrik Jensen

5 / 5

”Lupus” er et anmeldereksemplar venligt tilsendt fra forlaget.

Tidligere indlæg
Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar