Boganmeldelse – Kastaniens DNA af Palle Hyldgård Poulsen

Boganmeldelse - Kastaniens DNA af Palle Hyldgård Poulsen

Kastaniens DNA er første bind i en planlagt serie om advokat og partner William Kastanien. Bogen er den første danske retssal krimi og er skrevet af den danske journalist Palle Hyldgård Poulsen.

9 unge mennesker er på 3 år blevet fundet dræbt og med deres ansigt maltrakteret og mund skåret op som et stort klovnesmil. Meget nærliggende er disse mord blevet døbt klovnemordene. Et 10. offer får skåret sit ansigt op, men overlever med nød og næppe.
En fransk rigmand og kendis bliver udpeget som gerningsmand af den overlevende, og samtidig er hans DNA at finde på gerningsstedet. Alt synes opklaret, men den franske rigmand skal forsvares i retten af den kyniske og topprofessionelle advokat William Kastanien.

Jeg var ærlig talt solgt lige fra starten. Jeg har en forkærlighed for John Grisham og hans karakteristiske bøger, og da jeg fandt ud af, at Kastaniens DNA var en retssalskrimi med en advokat i hovedrollen, så tænkte jeg, at det på ingen måde kunne gå galt.
Heldigvis levede bogen op til alle mine forventninger, og jeg har i virkeligheden ikke mange fingre at sætte på den.

Selvom det normale krimiaspekt er taget ud af ligningen, så er Kastaniens DNA spændende på alle leder og kanter.
På trods af at sætningen efterhånden er blevet mainstream og til tider overbrugt af mig selv medregnet, så er bogen for mig at se en rigtig pageturner. Jeg blev ganske enkelt nødt til at finde ud af, hvad de forskellige vidner havde at sige om sagen, og hvad udfaldet heraf ville ende ud med.

Desværre gik dagene op til retssagen rigtig hurtigt. Her ville jeg personligt rigtig gerne have haft lidt mere information om, hvordan de forskellige parter indsamlede bevismateriale og fik strikket deres sag sammen.

Bogen er mest af alt underholdning. Der er flere aspekter i bogen, der virker for godt til at være sandt, men i min optik gør det ingenting.
Jeg var godt underholdt, og det vil jeg formentlig også være, når Palle Hyldgård Poulsen udgiver sin efterfølger til Kastaniens DNA.

Det er en bog med en mandschauvinistisk og narcissistisk hovedperson. Det skal ikke forstås sådan, at han hader eller afskyr kvinder – han sætter i den grad pris på dem. Men måske er det mere, hvad de kan gøre for ham, end hvad han kan gøre for dem, der interesserer William Kastanien.
Hovedpersonen har ikke alene har et kæmpe ego, han har også en virkelighedsopfattelse ud over det sædvanlige. “Ad linum” er hans motto, men med mine beskedne latinkundskaber vil jeg ikke kaste mig ud i en oversættelse. Det er dog en sætning, der ligger ham meget nært, da forfatteren nævner det flere gange i løbet af bogen.

Jeg vil dog med en slutbemærkning sige, at hvis man ikke bryder sig om et lidt nedladende eller gammeldags kvindesyn, så vil bogen formentlig ikke falde i din smag. Med det siger jeg ikke, at jeg er enig med hovedpersonens holdninger, men det er blot ren og skær information.

Anmeldelsen indeholder reklame, da Kastaniens DNA er tilsendt som anmeldereksemplar af forfatteren Palle Hyldgård Poulsen.


KARAKTER

Kastaniens DNA er ganske enkelt eminent Kastaniens DNA af Palle Hyldgård Poulsen
5 / 5
Tidligere indlæg
Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar