Grav er 3. bog i serien om Ask Hjortheede og Camilla Staal. Jeg har tidligere læst de foregående bøger i serien, og de er begge anmeldt her på bloggen. Jeg vil anbefale, at man læser dem i rækkefølge for at få hovedpersonernes fortælling, men man kan også sagtens læse den seneste selvstændigt – efter min mening.
En ældre herre møder uanmeldt op på politigården med en forfærdelig beretning om, at han har kidnappet og begravet en kvindelig betjent. Dette sætter Camilla Staal og Ask Hjortheede på en ekstrem og næsten umulig opgave, da deres kollega kun er blevet udstyret med ilt til 12 timer. Tiden er deres værste fjende, og alt imens de forsøger at finde den begravede kollega, begynder de at se en sammenhæng med et uopklaret politidrab og den nuværende sag.
Indtil videre er Grav uden tvivl den bedste i serien. Thomas Bagger bliver simpelthen bare bedre og bedre. Jeg gav de seneste to bøger, Den permanente og Superstar, 4 stjerner, men jeg er nødt til at gå et skridt op ad rangstien med denne udgivelse. Spændingen varer ved hele fortællingen igennem, og jeg synes, at han har sammensat en mere eller mindre perfekt kriminalroman.
Bogen indeholder som tidligere nævnt en høj spændingskurve, den er dragende, og til det sidste sender den tankerne tilbage til tiden, hvor Jussi Adler var allerbedst. Jeg siger ikke, at Thomas Bagger minder om Jussi, men jeg siger derimod, at han blander sig i toppen af danske krimiforfattere. Det er synd og skam, hvis man vælger at gå udenom hans bøger, blot fordi navnet ikke er nær så kendt som hans kollegaer i branchen.
Jeg har tidligere nævnt, at Thomas Bagger har nogle finurlige fortæller-egenskaber og formår at give hans historie liv. Dette er også tilfældet med Grav, og jeg kunne endnu engang sagtens se den blive solgt til et produktionsselskab, som kunne skabe flotte film eller serie episoder.
Jeg er spændt på, hvad forfatteren finder på næste gang, fordi indtil videre har han ikke holdt fast i én type krimi. Bøgerne følger hver deres modus, og de har alle samme hovedpersoner og forløber kronologisk. Hvorvidt han vælger at skrive en roman, hvor bogens medvirkende bliver placeret i en kælder og skal løse gamle uopklarede sager eller noget helt andet, så tror jeg ikke, at han vælger samme tema som tidligere.
Jeg tror dog heller ikke, at han skriver om gamle sager..igen. Så er det sagt.
Tak for en fremragende krimi – jeg glæder mig til endnu mere af Thomas Bagger.
Indlægget indeholder reklame, da bogen er tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget Montagne. Jeg er stadig fuldstændig overvældet over alle de forlag og forfattere, der ønsker, at jeg anmelder deres bøger. Tusind tak for det.
KARAKTER
Hej Mathias.
Super blog og super anmeldelser!
Hvad er en god bog for dig?
Jeg vil finde bogen og lægge den i bunken til de andre 🙂
Med venlig hilsen,
Christina
Hej Christina
En god bog for mig er én historie, der kan fastholde læseren og hvor dialogen er i fokus. Der skal gerne være et eller andet, der driver fortællingen frem.
Hvad med dig selv – hvad er en god bog for dig?