Boganmeldelse – Djævlens døtre af Thomas Rathsack

Boganmeldelse - Djævlens døtre af Thomas Rathsack

Djævlens døtre er den fjerde bog i serien om den tidligere og hårdt prøvede jægersoldat Michael Plessner. Bøgerne er skrevet af den tidligere jægersoldat, Thomas Rathsack.

Michael Plessner har nu efter sit ophold i Grønland slået sig ned i København og ernærer sig som eksklusiv livvagt for velhavende folk, som har brug for at blive passet lidt ekstra på. Det er tilsyneladende et lukrativt og mere roligt liv, end det han tidligere har levet, med forholdsvis enkle og rutinemæssige opgaver, hvor en til jobbet specialbygget luksuøs og samtidig nærmest skudsikker Audi i millionklassen er det vigtigste værktøj.

Men som altid er der jo sjældent stille om Pless, så da han takker ja til et overordentligt velbetalt job som chauffør og livvagt for en rig og blændende smuk ukrainsk kvinde, som kalder sig Yulia, ja, så varer det ikke længe før begivenhederne tager fat og nærmest eksploderer om ørerne på Plessner. Hans nye arbejdsgiver har et vigtigt ærinde i København, som kræver professionel bistand og beskyttelse, og dermed starter et nyt hæsblæsende, dramatisk og livsfarligt eventyr for den gamle jægersoldat.

Det bliver et eventyr om kynisk traficking, som omfatter nærmest torturlignende behandling af ganske unge piger, der holdes fanget som prostituerede, og selvfølgelig ryger Pless i clinch med rå og brutale albanske gangstere, der ikke skyr nogen som helst midler for at beskytte deres indbringende forretning.

Sideløbende med hovedhistorien om Plessner og hans omsiggribende bestræbelser på at hjælpe Yulia med hendes vigtige forehavende er der også en mindre parallelhistorie, hvor   Plessner er stødt ind i to unge israelske agenter, der en aften trues på livet af en voldelig Vesterbrobande, og hvor Pless træder til og hjælper dem ud af suppedasen. De unge israelere er på sporet af nogle nynazistiske terrorister med onde hensigter og får hjælp af Plessner, som til gengæld herfor kan gøre brug af deres kompetencer i løsningen af den opgave, som han har påtaget sig for Yulia.

De to historier trådes naturligvis sammen i den hæsblæsende afslutning.

Jeg har med stor fornøjelse læst alle Rathsacks bøger, hvor der som altid er fuld fart på fra starten, så det gælder bare om at spænde hjelmen og så ellers nyde den medrivende og dramatiske handling, der holder samme fart som et moderne fransk højhastighedstog.

Sådan forholder det sig også i ”Djævlens døtre”, og jeg følte mig godt underholdt hele vejen igennem. I modsætning til især den forrige bog ”Dødemandsbugten” (tidligere anmeldt her på bloggen) er denne fortælling dog lidt for forudsigelig og ikke nær så overraskende og finurlig som f.eks. netop ”Dødemandsbugten”, og så har bogen her ydermere en tendens til – i hvert fald til sidst – at kamme lidt over til at blive sådan lidt for James Bond-agtig – ikke at fortællingen og begivenhederne nødvendigvis skal være dokumenteret realistiske, men der er sådan lidt en snert af, at Plessner og hans super-bil kan det hele og lidt til, når lokummet brænder.

Djævlens døtre er en velskrevet og actionfyldt thriller, som vi positivt kender det fra Rathsack, med et lille kvalitetsmæssigt dyk til sidst munder ud i 3 stjerner – dog i øverste del af 3-kategorien, og stadigvæk sådan, så jeg ser meget frem til at læse den næste bog om Pless.

Indlægget indeholder reklame, da bogen er tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget, Politikens Forlag.


KARAKTER

Fuld fart på fra starten som altid Djævlens døtre af Thomas Rathsack
3 / 5
Tidligere indlæg
Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar