Fabergés sidste æg er en ny spændingsroman af den danske forfatter Steffen Groth og er udgivet på Byens Forlag. Normalvis læser jeg ikke så mange spændingsromaner, da jeg er mere til politi-delen i romanerne, men denne fangede mig mere eller mindre fra første side.
Nogen har slået Sara Kaufmans søster ihjel, og det ligner mest af alt et rituelt mord. Hun føler, hun bliver overvåget og forfulgt i sin dagligdag, og desværre er hun den næste på morderens liste. Morderen ved noget, Sara ikke ved. Hendes tipoldefar var i lære hos den store Peter Carl Fabergé. Og netop denne oplysning gør hende til en yderst interessant og betydningsfuld kvinde.
Først og fremmest vil jeg sige, at der bliver nævnt et hav af navne. Det kan godt være vanskeligt at holde styr på, og sidder tungen ikke lige i munden er der hjælp at hente. Der er nemlig placeret et stamtræ i begyndelsen af bogen – netop fordi der er rigtig mange navne at holde styr på, gætter jeg på. Jeg brugte det af flere omgange for lige at huske, hvordan relationerne var. Heldigvis er det ikke på helt samme niveau, som hvis man læser eller ser Game of Thrones, men der er altså mange navne.
Sara Kaufman sammenligner løbende sig selv med forskellige kvindelige superheltinder. Og det var et held, fordi jeg er vild med superheltefilm. Selvom romanen indeholder andre fiktive karakterer, er det fortsat en ganske interessant spændingsroman, som vil underholde de fleste læsere.
Jeg var nødsaget til at have mit jødiske opslagsværk åbent ved siden af min lænestol undervejs. Ikke bare blev jeg underholdt, jeg blev også klogere på det jødiske samfund og alle deres smukke ord, det indeholder.
For at bruge endnu en kliché i denne branche, vil jeg sige, at ‘Fabergés sidste æg’ er en sand pageturner. Vi får lov til at læse en dansk spændingsroman, der både er yderst spændende og konspiratorisk på en og samme tid. Jeg læser som bekendt få bøger i denne genre, og derfor er der også langt mellem snapsene for mit vedkommende, men jeg bliver glædeligt overrasket, når jeg får fingrene i en roman, der er mere end bare spændende i sin fremtoning.
Sara er nærmest autistisk – selvom det måske et at skambruge eller misbruge den sygdom – med sine rengøringsvaner. Men hun er sygeligt opmærksom, om ikke andet i enkelte dele af bogen, på sine omgivelser, hvilket også hjælper hende, når tid er.
Umiddelbart var jeg lidt nervøs for, at det var en beretning om antisemitisme, men heldigvis viste det sig, at det var meget mere end det. Ydermere kommer vi vidt omkring – også geografisk. Jeg anmeldte for noget tid siden en anden roman fra Byens Forlag, ‘Jæger’. Igen udgiver forlaget en glimrende roman i ‘Fabergés sidste æg’.
Et tip herfra; hold øje med udgivelser fra det forlag.
Anmeldelsen indeholder reklame, da bogen er tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget Byens Forlag.
KARAKTER
Ingen kommentarer