Der er så sandelig sket meget, siden de tre norske fiskerdrenge, brødrene Lauritzen i slutningen af 1800-tallet som eksemplariske mønsterbrydere forlader den fattige bygd, hvor de er vokset op, bliver studenter og uddanner sig til ingeniører ved universitetet i Dresden i Tyskland, hvorfra de dimitterer i 1901. Og så er vi i gang med Guillous ambitiøse fortælling om det 20. århundrede, også kaldet ’Det Store Århundrede”.
Med det 9. og næstsidste bind i serien, ”Den anden dødssynd” er vi nu nået frem i 1980’erne, hvor netop den anden af de syv dødssynder, nemlig grådighed er kendetegnende for tiden.
Jeg har det med Guillous stort anlagte 10-binds slægtskrønike om Lauritzen-familien som jeg har det med golf. Jeg har mest lyst til at vente med at læse hele serien, til jeg bliver gammel og ikke har så meget andet at lave, og indtil videre har jeg ganske vist med god appetit læst det allerførste bind, ”Brobyggerne”, hvorefter det kun er blevet til bind 8, ”Dem der dræber drømme sover aldrig” og så nu bind 9. Og som jeg skrev i anmeldelsen af forrige bog, så kræver det – en mig fremmed – tålmodighed og rummelighed at læse sig igennem den detaljerede samfundskritik, som fylder mere end selve fortællingen om Lauritzen-slægten, hvor vi nu igen med den kontroversielle advokat Eric Letang som gennemgående hovedperson er nået frem i 3. generation af slægten.
Men tilbage til golf-metaforen: Af nærtstående venner og familie har jeg de seneste godt halvandet år ofte hørt: ”Når nu du er blevet pensioneret, skal du så ikke til at spille golf?” Ja, men når man nu hele livet – på ren motions- og amatørbasis ganske vist – har dyrket badminton, tennis, fodbold, håndbold og ja sågar ishockey, hvor det handler om at slå/skyde til en bold (puck) i fart, så er det altså efter min bedste overbevisning såvel kedeligt som unfair lejlighedsvist at skyde til en bold, som ligger helt stille, sådan som man åbenbart gør i golf. Og når der lige nu florerer vanvittigt spændende og medrivende krimier fra såvel de veletablerede navne som J.H. Jensen, Jacobsen, Katz Krefeld, Stein og Adler-Olsen som nye talenter såsom Bagger, Nordbo, Bo Svenström, Heine Bakkeid og C.J.Tudor, så skulle da pokker stå i det, at man skulle begrave sig i et ideologisk og samfundskritisk 10-binds værk af Jan Guillou. Nej – ham og de resterende 7 bind lægger jeg i kø på ventehylden sammen med Bo Lidegaards omfattende 2-binds biografi om J.O.Krag. Så har jeg noget at læse, når jeg bliver gammel – hvis jeg da ikke lige er på golfbanen!
Vi befinder os nu som nævnt i starten i 1980’erne, som Jan Guillou skildrer som griskhedens og grådighedens årti. Det er et årti præget af superkapitalisme, finansielle yuppier og ejendomspriser på en himmelflugt, som end ikke fantasien kan følge med i.
Med kusine Solveig som primus motor kaster familien Lauritzen sig overejendomsmarkedet og opretter aktieselskabet Hermes.
Vi følger igen Eric Letang, der nu har etableret sig med sit eget advokatfirma, Spartacus, som har en rigtig god indtjening på grund af, at der i 80’erne er mange sager i Sverige mod palæstinensere og kurdere, og da ikke mindst fordi Erik Letang er kendt for sin sympati for netop disse grupper. Han jagtes da også dagligt af Sveriges værste tabloidavis, Expressen, som kalder ham for terroradvokaten, dels på grund af hans sympatier for den Palæstinensiske Befrielsesorganisation, dels fordi han tidligere var bosat i Tyskland og var kæreste med advokaten, Gertrude, der fejlagtigt mistænkt for at være terrorist blev skudt af overtændte politifolk. Også Eric var under mistanke og var derfor nødsaget til at flygte fra Tyskland sammen med deres lille søn Erik Maria til Stockholm, hvor han fik job som advokat.
Eric er på mange måder en paradoksal figur. Han er på den ene side erklæret socialist, og samtidig er han en aristokratisk, velhavende levemand, der klæder sig dyrt og holder af god mad og eksklusive vine. Han har aktier i det nyoprettede ejendomsfirma, der med kusine Solveig ved roret i den grad scorer kassen med succesfuld ejendomsspekulation i højeste gear med medvind af høj inflation og rentestigninger, og det huer ham naturligvis ikke på den måde at være en udbyttende kapitalist.
Guillou giver os en interessant fortælling om de hurtige yuppie-firsere, og samtidig indflettes flere markante hændelser – vigtigst nok mordet på Olof Palme og det svenske politis amatøragtige måde at gribe efterforskningen an på. Historien ses igennem Eric Letang, som fungerer som en slag alter-ego for Guillou selv, og derfor er det også et ideologisk og politisk venstreorienteret perspektiv, som farver fortællingen hele bogen igennem. Og selv om Guillous politiske holdninger langt ad vejen er sympatiske, så har de tendens til at kamme over og optage for meget plads i bogen.
Igen oplever vi efter min mening en bog, der mere er skrevet af den politiske venstrefløjsjournalist Guillou end af forfatteren Guillou, men på trods af den ofte detaljeret udpenslede samfundskritik, så er det jo igen en velskrevet og medlevende fortælling, som Guillou leverer.
Så 3 stjerner skal ”Den anden dødssynd” nu alligevel have, og så gemmer jeg nok resten af Lauritzen-krøniken til engang, når jeg bliver gammel.
Anmeldelsen indeholder reklame, da bogen er tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget Modtryk.
KARAKTER
Ingen kommentarer