Anmeldelse af Vi skal ikke vågne – Heine Bakkeid

Vi skal ikke vågne er Heine Bakkeids tredje roman om hovedpersonen Thorkild Aske og de problemer, der følger med den islandsk/norske hovedperson – og det er altså ikke for lidt, skulle jeg hilse at sige. 

Hovedpersonen Thorkild Aske, der tidligere har arbejdet som forhørsleder, tager tilbage til sit ophav i Island, hvor hans far Ulfur ligger uhelbredeligt syg af kræft. Faren er en velkendt miljøaktivist og sidder i fængsel dømt for drabet på sin kæreste. Med sig til Island har Thorkild sin søster Liz, som ligeledes ønsker at tage afsked med Ulfur. Faren hævder sin uskyld, og med det bliver de to søskende trukket ind i sagen, som skal vise sig at have forbindelse til deres egen historie. 

Jeg har glædet mig til at læse lidt mere fra Heine Bakkeid – også selvom jeg ikke er helt enig med Ekstra Bladets udtalelse om, at han skriver bedre end Jo Nesbø, hvilket forlaget har brugt fra seriens første roman på både toeren og nu også treeren i serien. Der er trods alt ingen, der sådan for alvor skriver bedre end den norske mester, hvis man spørger mig. Nå, nok om det.
En ting, jeg mener, der kan risikere at hæmme bogens salgstal, er dens bagsidetekst. Jeg synes nemlig ikke, at bagsideteksten sælger bogen specielt godt. Der ligger langt mere under end blot familiesagaer, en dramatisk færd for de involverede parter. Heine Bakkeid skriver sgu – ja undskyld mit franske – bedre end blot islandske tragedier. ‘Vi skal ikke vågne’ er en spændende kriminalroman, der også indeholder en hel del dødsfald.

Jeg så et glimt at forfatterens research og tilgang til forfatterskabet i DRs programserie om nordiske krimiforfattere, hvilket var en fin indledning til romanen. Denne miniserie kan jeg også varmt anbefale, hvis du endnu ikke har set den, og den kan streames på DRs app.

‘Vi skal ikke vågne’ er både dyster og melankolsk som Islands golde landskab, og jeg er vild med det. Jeg er dog ikke helt oppe at ringe, da jeg ofte kedede mig og selv aktivt skulle holde gejsten oppe i de sene aftentimer. 
Men hvad er det, vi ikke skal vågne fra? Er det fortiden? En broget fortid lader det til for både Liz og Thorkild, og bogen er måske lige så meget en rejse ind i Islands landskab, som det er en rejse ind i dem selv – uden det bliver meta.

Jeg kan huske, at jeg tidligere har ment, at Heine Bakkeids forfatterskab var en smule besynderligt, da han blandede kriminalgenren med det overnaturlige – ikke som danske David Garmark gør det – men i en mere ekstrem og fremtrædende grad. Det krævede en smule tilvænning og gjorde, det hele blev lidt mere specielt, end hvad godt var. Min opfattelse er, at det okkulte kom mest til udtryk i seriens første roman ved navn ‘Jeg vil savne dig i morgen’, og det ikke på samme måde havde en lige så stor rolle i ‘Mød mig i paradis’. 

En rigtig fin og spændende kriminalroman, der passer fint til de læsere, som godt kan lide at spekulere og gruble lidt, når de læser.

Anmeldelsen indeholder reklame, da bogen er tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget Lindhardt og Ringhof – tusind tak for bogen og tak for læseoplevelsen.