Spejlmanden er 8. bog i serien om Joona Linna af forfatteren Lars Kepler – eller som vi også kender dem: det svenske ægtepar Alexander og Alexandra Coelho Ahndoril. Hypnotisøren er tilbage – sådan lyder teksten på bogens cover, og det må man sige han er. Erik Maria Bark bærer en central rolle, men mere om det senere.
En ung pige bliver forført midt på dagen, og det bliver den erfarne Joona Linna, som får tildelt sagen. Og det er ikke kun politiet, der har fokus på sagen – hele den svenske befolkning har stor interesse i efterforskningen. Igen gør Joona brug af Erik Maria Barks viden og indsigt i det menneskelige sind, da det skal vise sig, at netop det at dykke ned i dybet og de mørkeste afkroge, kan være skelsættende for opklaringen.
Jeg gik til Spejlmanden, som om jeg ikke har læst de andre bøger i serien. En ny start. Nogle kan måske huske, at jeg ikke var så begejstret for Lazarus. Heldigvis er det lidt en anden sag med denne bog.
Men tilbage til anmeldelsen af Spejlmanden. Der går i virkeligheden lidt længe, før vi hører noget om Joona Linna, og det kan virke skørt, når det trods alt er ham, som er seriens hovedperson. Fortvivl ej, historien kan sagtens bære udeblivelsen af efterforskeren.
Det, som de to forfattere bag pseudonymet Lars Kepler kan, er, at de får læserne til at mærke uhygge og næsten fornemme, man selv er tilstede i fortællingen.
Jeg læste for nyligt et pudsigt opslag på Facebook – jeg kan ikke lige huske konteksten, men det er også underordnet for historien. På Facebook handlede opslaget om, hvad det værste, man kunne forestille sig at træde på en kulsort nat i sit soveværelse. Her svarede en bruger “en andens fødder, når man er alene hjemme” – og det er lige præcis det, som man hele tiden frygter vil ske for hovedpersonerne, når man læser Lars Kepler.
Som læser skal du væbne dig med en portion is i maven. Det kan hurtigt blive voldsomt, som især introen er. Udover at være voldsom, så er Spejlmanden også blodig og brutal som altid. Vi kommer ikke udenom, at maven lige skal vænne sig til indholdet i bogen. Men selvom det er kynisk, så er det stadigvæk en bog til “masserne”, som kan læses af langt de fleste krimielskere.
Noget, som jeg mener, forfatterne bag pseudonymet skal have cadeau for, er deres fortælleregenskaber. Vi kommer helt ind i hovedet på karaktererne. Et helt lavpraktisk eksempel er, at der på et tidspunkt står skrevet: “Hun er måske omkring 35 år”. Det er naturligvis noget forfatterne ved, da de designer figurerne i bogen, men det er noget, som Joona gætter eller estimerer. Det kan måske virke fuldstændig irrelevant at nævne, men det er en af de elementer, der gør bogen levende og læseværdig.
Nu skal jeg passe på med at afsløre noget, men jeg havde længe troet, jeg havde regnet den ud. Forstået hvem gerningsmanden var. Men Gud, hvor tog jeg fejl. Glæd jer.
Glimrende kriminalroman, der fortjener mange læsere.
Anmeldelsen indeholder reklame, da bogen er tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget Gyldendal.
KARAKTER
Ingen kommentarer