Boganmeldelse – Toplitzgåden af Jesper Marcussen

Boganmeldelse - Toplitzgåden af Jesper Marcussen

Toplitzgåden er Jesper Marcussens debutroman og udkom i april 2019.

Historien skydes effektfuldt i gang, da den danske journalist Thomas Berg efter en morgenløbetur finder sin kollega og kone dræbt på køkkengulvet i deres hus. På trods af chokket over konens død lader Thomas Berg sig alligevel kort tid efter overtale af sin chefredaktør på avisen til at tage til Berlin for at arbejde som udenrigskorrespondent og helt aktuelt for først og fremmest at dække et stort anlagt pressemøde i Østrig, hvor tysk fjernsyn i samarbejde med et kendt dykkerteam står overfor at skulle gennemføre en stor undersøgelse af Toplitzsøen. Ifølge åregamle myter og rygter skulle søen gemme på hemmeligheder, som nazisterne i slutningen af 2. verdenskrig lod sænke i søen.

En gammel studiegruppe fra journalisttiden, som Thomas Berg var en del af, og en studierapport om netop skjulte nazi-skatte viser sig tilsyneladende at have betydning for gåden og måske samtidig også for mordet på Thomas’ kone. Så knap nok ankommet til pressemødet ved søen, bliver Thomas hvirvlet ind i en farefuld og dramatisk jagt på løsningen af gåden.

Det bliver et vildt eventyr og en skattejagt, som giver associationer til Indiana Jones og til Dan Browns succesromaner om symbolforskeren Robert Langdons uhyrlige oplevelser.

Eventyret om hvad det så var, at Himmler og hans håndgangne folk havde gang i under de sidste dage af krigen omkring Toplitzsøen, forbliver spændende til det sidste, og jeg må indrømme, at jeg blev lidt frustreret og irriteret over ikke helt at kunne gennemskue, hvem af skattejægerne, der så var skurke og hvem der var helte, så irriteret, at jeg var nødt til at genlæse de sidste afgørende afsnit i bogen for at checke, om det nu også var korrekt, at det endte ud som det endte ud. Og den var god nok!

Så med ”Toplitzgåden” får vi altså et rigtig godt plot med mange overraskende drejninger undervejs, men uanset at der er et lidt fantastisk og fantasifuldt Indiana Jones-skær over fortællingen, så er det spændende og fængende at læse om jagten på løsningen af et gådefuldt mysterium, der meget vel kunne have fundet sted i slutningen af 2. verdenskrig.

Jesper Marcussen har begået en flot og overbevisende debutroman, som måske er lidt fantastisk og overspændt sine steder, men som hænger godt sammen og holder os læsere fanget til sidste side.

Tanken er, at der skal komme yderligere to bind i denne serie, som han kalder Wildenbruch-mysterierne efter navnet på det gods, hvor Thomas’ tidligere studiekammerat og ven, den excentriske og nørdede mangemillionær David Wagner bor. Der er bestemt potentiale i de figurer, så jeg vil glæde mig til at læse den næste bog i rækken.

Jeg giver Toplitzgåden 3 flotte stjerner ud af 5 mulige i sikker forvisning om, at der kan være flere stjerner at hente i de næste to bøger, der er planlagt.

Indlægget indeholder reklame, da bogen er tilsendt som anmeldereksemplar fra forfatteren og forlaget, Byensforlag.


KARAKTER

Stort potentiale i serien Toplitzgåden af Jesper Marcussen
3 / 5
Tidligere indlæg
Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar