Boganmeldelse – Patrioterne af Pascal Engman

Boganmeldelse - Patrioterne af Pascal Engman

”Patrioterne” er en spændende og samfundsaktuel actionthriller af den svenske journalist Pascal Engman, og den udkommer i dag den 22. august. Det er hans første roman, og den må absolut betegnes som en usædvanlig lovende og spændende debut på den nordiske krimiscene.

Bogen starter i overhalingsbanen med et voldsomt og kynisk mord på en kvindelig journalist, hvilket blot er med til yderligere at øge uroen på de svenske nyhedsredaktioner, hvor trusler og hadefulde ytringer på nettet om blødsødenhed og leflen over for indvandrere er daglig kost for journalisterne.
Nogle ekstremister har tilsyneladende startet et korstog mod netop især journalister, som de hævder er med til at ødelægge landet, fordi de tager indvandrere i forsvar.

Bogen følger Madeleine Winther fra Nyhetsbladet, som dog ikke lader sig skræmme, men som tværtimod ser fremmedhadet og de voldsomme aktioner, der følger i kølvandet, som en chance for at skabe karriere og avancement i nyhedsverdenen.

Samtidig følger vi på den anden side af jordkloden en ung mand, der arbejder i et højspændt og voldeligt miljø for den russiske mafia, men som efterhånden længes mere og mere efter sin daværende kæreste, som han ellers holdt vældig meget af og sit hjemland, Sverige, som han for år tilbage var nødt til at forlade i hast, fordi han kom ud i noget alvorlig kriminalitet.

Vold og terror breder sig, spidser mere og mere til, og man bliver som læser holdt lidt hen i uvished om, hvem der er de gode og hvem, der er de onde, men det hele ender naturligvis i et højeksplosivt drama.

Pascal Engman formår i sin thrillerdebut – Patrioterne – at holde en kritisk lup henover det voksende fremmedhad og de spændinger, som det fører med sig i det svenske samfund i dag, og det gør han på en handlingsmættet, tempofyldt og overraskende facon, som holder os læsere på den nervepirrende pinebænk hele vejen igennem, der gør, at man ikke kan slippe bogen.

En debutroman helt ud over det sædvanlige, som lover godt for kommende actionthrillere fra Pascal Engmans hånd. Det højaktuelle og samfundsrelevante tema, det eksplosive handlingsforløb og sproget gør romanen til en af de bedre svenske thrillere, og Patrioterne fortjener absolut 4 ud af 5 stjerner – og gerne med pil opad!

Indlægget indeholder reklame, da bogen er tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget PeoplesPress.


KARAKTER

Fremragende svensk debut Patrioterne af Pascal Engman
4 / 5
Tidligere indlæg
Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar