Boganmeldelse – Dem der dræber drømme sover aldrig af Jan Guillou

Dem der dræber drømme sover aldrig er 8. bind i Guillous stort og ambitiøst anlagte fortælling om ”Det Store Århundrede”, hvor udgangspunktet er en fortælling om et svensk-norsk familiedynasti, som ser dagens lys i første bind ”Brobyggerne” (2011), hvor de tre fattige fiskerdrenge, brødrene Lauritzen i starten af 1900-tallet får etableret en stor og spændende familie, som vi i romanserien her følger op gennem 1900-tallet.
Med ”Dem der dræber drømme sover aldrig” er vi nået frem til 1972, hvor RAF og Baader-Meinhof-gruppen med deres terrorvirksomhed har lagt et dystert skær over Europa.

I Lauritzen-familien følger vi nu primært hovedpersonen Eric Letang, som er en af repræsentanterne for tredje generation af Lauritzen-dynastiet.
Eric er en ung advokatfuldmægtig, ansat i Henning Sjöstrands berømt/berygtede og noget kontroversielle advokatfirma, og i sin fritid er han voldsomt aktiv på venstrefløjen som PLFP-sympatisør. Hans store kærlighed er tyskeren Gertrude, som er advokat i Hamburg og ligeledes aktiv på venstrefløjen. Han har en lille dreng, Erich Maria sammen med Gertrude, og hans store drøm er at samle familien hos sig i Stockholm, men her kommer det eksalterede og brutale tyske efterretningsvæsen i vejen for hans planer.

Dem der dræber drømme sover aldrig er mere en politisk roman end en familiekrønike, idet Guillou ihærdigt og måske noget ensidigt bruger fortællingen til at rette voldsom kritik mod magthaverne og efterretningsvæsenerne i 70’erne for at overreagere og fremprovokere konfrontationer mellem venstrefløjen, altså i deres øjne terroristerne og staten.

Guillou har langt hen ad vejen en god sag, idet myndighederne og pressen i såvel det daværende Vesttyskland og Sverige i 70’erne i mange situationer var overdrevent opskruede i deres jagt mod de venstreorienterede bevægelser, men han bliver for ensidig og unuanceret i sin detaljerede kritik af myndighederne og pressen.

Og det går ud over læseoplevelsen. Nu har jeg desværre kun nået at læse ”Brobyggerne”, det første bind i familiekrøniken, så derfor skal jeg vare min skrivefinger med at være for kritisk. Læsningen af ”Brobyggerne” afstedkom dog store forventninger om en medlevende og dramatisk familiefortælling i samme dur som dengang i halvfjerdserne, hvor jeg og det meste af Danmarks læsende befolkning slugte Christian Kampmanns fantastiske familiekrønike i 4 bind om familien Gregersen, der beskrev en overklassefamilies storhed og fald. Dengang var det i sandhed svært at vente på, hvornår næste bind i serien udkom.
Så derfor bliver ”Dem der dræber drømme sover aldrig” mere et politisk manifest af venstrefløjsjournalisten Guillou, end det bliver yderligere et spændende kapitel i familie-sagaen om familien Lauritzen af romanforfatteren Guillou.

Når den alligevel skal have 3 stjerner ud af 5, så er det fordi Guillou jo altid er en fantastisk fortæller, og fordi han også her – på trods af sit tydelige ideologiske ærinde – formår at sætte en spændende historie op.

Indlægget indeholder reklame, da bogen er et anmeldereksemplar – venligt tilsendt af forlaget Modtryk.