‘De atten’ er en ny svensk krimithriller af forfatteren Anton M. Berg. Måske du havde samme tanke som jeg – det lyder lidt à la chokoladen. Og med det var jeg solgt og klar på at læse, hvad i alverden han dog kunne finde på. Heldigvis var romanen sprængfyldt med kvalitet, og du kan læse mere om, hvad jeg mener om bogen, hvis du læser videre her.
Radiojournalisten Axel Sköld er i gang med sin research til en ny dokumentar. Undervejs finder han, hvad der ligner, klokkeklare beviser for, at samme mand er involveret i tre historiske og meget markante dødsfald: mordet på Olof Palme, våbeninspektøren Algernos selvmord og journalisten Cats Falcks biluykke.
Axel finder ydermere frem til en hemmelig organisation, hvis medlemmer besidder høje poster i det svenske samfund.
Når man læser ‘De atten’, kan man meget hurtigt få associationer til Jens Henrik Jensens serie om Oxen. Især hans roman ved navn ‘De mørke mænd’. Kunne du lide sidstnævnte – eller serien i alt sin enkelthed, vil du ganske givet også finde Anton Bergs krimithriller interessant.
Samtidig havde jeg lidt følelsen af, at jeg sad og læste en ny Stieg Larsson med et strejf af konspirationer, som vi kender det så godt fra Dan Brown. Alt i alt er det altså en rigtig, rigtig spændende roman, du har foran dig – hvis du spørger mig. Og det tænker jeg, du gør, når du læser med på min anmeldelse.
Et element, der kan nage mig en smule, er, når forfatterne vælger at putte et hav af navne ind i ét kapitel eller et afsnit. For mig at se kommer det hurtigt til at virke uoverskueligt, da jeg af og til godt kan sidde og lade tankerne smutte afsted på et lynvisit hos “ligegyldighedens værelse”. Og jeg skal love for, der saftsuseme er mange navne at holde rede på. Det kan godt være vanskeligt, og du er nødt til at holde tungen lige i munden, da der, som netop nævnt, er mange navne og mange titler.
En af mine indledende noter til bogen var: “Hold kæft, den er god”. Det er ikke ofte, jeg blot efterlader mine noter blanke, men ‘De atten’ har tilsyneladende givet mig det, jeg efterspurgte. Så lad os bare lade sætningen stå nok engang.
Axel Sköld kommer vidt omkring i sin søgen efter sandheden og hans fortid samt barndomsbekendtskaber, hvilket skal vise sig at have en stor indflydelse på handlingens udfald. Jeg synes, det er herligt, at forfatteren tør lege med en af Sveriges største mordsager. Nemlig mordet på Olof Palme. Kombineret med de to andre mystiske hændelser, der blev introduceret i indledningen, bliver ‘De atten’ til noget “konkret”, selvom det slet og ret er ren og skær fiktion det hele.
Jeg er sikker på, vi om godt og vel et års tid kommer til at støde på forfatteren igen. Jeg vil naturligvis lade slutningen være op til fri fortolkning – og der bliver naturligvis heller ikke afsløret noget i anmeldelsen – men måske vi ser mere til Axel og hans journalistiske researcharbejde i fremtiden.
Jeg er fan.
Anmeldelsen indeholder reklame, da bogen er modtaget som et anmeldereksemplar fra forlaget Politikens Forlag.
KARAKTER
Ingen kommentarer