Anmeldelse af Manhunt: Deadly Games

Anmeldelse af Manhunt: Deadly Games

Manhunt: Deadly Games er anden sæson af den yderst populære tv serie fra 2017 af samme navn – dog uden Deadly Games naturligvis. Vi følger igen FBIs efterforskning i en større bombesag, som det var tilfældet med første sæson.

En sikkerhedsvagt ved navn Richard Jewell opdager en bombe under en koncert ved OL i Atlanta i 1996. Inden den springer får han og det lokale politikorps evakueret hundredvis af mennesker. Denne heltemodige gerning gør den lidt betuttede sikkerhedsvagt til en nationalhelt, men inden han og resten af nationen får set sig om, vender tingene 180 grader, og han er modsat på kort tid under mistanke, og medierne får skabt et monster i Jewells billede.

FBI viser i ‘Manhunt Deadly Games’ deres mørkeste side, som man kender det fra så mange andre tv serier og film. De beder det almindelige politi om at stikke halen mellem benene, og jeg synes desværre, at skaberne bag serien får dem til at fremstå som endnu værre skurke end gerningsmanden.
Min kæreste og jeg fik begge helt ondt i maven af at se serien, herunder at se hvordan FBI bruger manipulation til at få deres tilståelser frem. Der er en meget karakteristisk scene, som stadig står uhyre klart for mit indre blik, hvor FBI-agenterne overtaler Jewell til at tilstå bombningen.

Men efter det synes jeg også, det går ned af bakke. ‘Manhunt Deadly Games’ starter nemlig med lyn og torden, men spændingen ebber stille og roligt ud i takt med, at handlingen bevæger sig frem. Det resulterer også i, at min helhedsoplevelse ikke var den bedste på trods af den fremragende start, der satte gang i flere følelser på samme tid. 

Cameron Britton spiller fænomenalt – lige så godt, hvis ikke bedre, end sin optræden i ‘Mindhunter’, hvor han spiller en hensynsløs morder. I denne serie får man tilmed sympati for den overvægtige sikkerhedsvagt, hvor man i førnævnte nærmest sidder og bliver betaget af den person, han spiller – eller det gjorde jeg om ikke andet. Nu skal jeg selvfølgelig passe på med at udtale mig på andres vegne. 

Desværre synes jeg, serieskaberne glider lidt for let henover den ekstremt vigtige fortælling, der ligger i FBIs og mediernes helt klare fejlagtige anklage mod Jewell. Den episode ændrede mandens liv for altid, og jeg vil tro, at det til dels minder om historien om den danske Malthe Thomsen, som blev anklaget for pædofili. Selvom hans navn blev renset for alle anklager, var der formentlig stadig nogen, der ikke mente, at Malthe var uskyldig. Det samme gjorde sig gældende for Richard Jewell.

Alt i alt er det en ommer. Første sæson ved navn ‘Manhunt Unabomber’ var eminent i min bog, og der var uden tvivl lagt op til endnu flere af samme spor, men desværre lykkedes producenterne på ingen måde med ‘Manhunt Deadly Games’, desværre.

Serien kan ses og streames på CMore med et aktivt abonnement. Anmeldelsen her er hverken betalt eller sponsoreret.

Foto: CBS.com

Tidligere indlæg
Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar