Anmeldelse af 1000 piskeslag – Nis Jakob

Anmeldelse af 1000 piskeslag - Nis Jakob

1000 piskeslag er anden roman i serien om Andreas Wolf – en ægte thriller, spændings- og kriminalroman, der virkelig spænder bredt. Serien er skrevet og udgivet af Nis Jakob og er en fortsættelse til seriens første bind, ‘En død russer’.

Inessa jagter fortsat den danske seriemorder, der i forrige bind slog en uskyldig pige ihjel. Hun har forfulgt ham hele vejen til Polen, hvor jægeren ender med at blive den jagede, og han overrumpler og kidnapper Inessa. Wolf indleder en intens jagt på selvsamme gerningsmand for at opsnuse skjulestedet, inden han torturerer og parterer hende for rullende kameraer. Samtidig i Danmark er Wolfs psykiater på jagt efter sandheden om Wolfs tid i Afghanistan.

Historien starter præcis, hvor forrige bog slutter. Men udover Inessas tilfangetagen, følger vi også en helt anden historie om en mand, der er blevet idømt 1000 piskeslag for sine udskejelser, og der bliver slutteligt lukket op for mere af fortællingen om Wolfs lille ophold i Afghanistan, som skal vise sig at være langt mere interessant end først antaget.

I begyndelsen havde jeg egentlig troet, vi ikke ville opleve samme bramfri tilgang til seksuelle beskrivelser i ‘1000 piskeslag’, som det var tilfældet i forgængeren ‘En død russer’, men sådan skulle det ikke være. Omvendt kan man så også spørge sig selv, om romanen så i virkeligheden ville være en Nis Jakob-roman, hvis der ikke var disse helt afklædte og direkte beskrivelser. 

Der er en grund til, jeg er så glad for at læse “små” og til dels “ukendte” forfattere, som ikke har et stort forlag i ryggen til at få sparket romanerne ud over ramperne. Dette – altså Nis Jakobs romaner – er præcis en af grundene til, at jeg godt kan lide det. Endnu engang blev jeg overrasket over, hvor dygtig Nis er til at fortælle historier. Dette er ikke for at forklejne noget som helst, men som læser forventer man bare noget mere, hvis en roman udkommer på nogle af landets største forlag som eksempelvis Gyldendal eller Politikens Forlag, og sådan vil det formentlig være meget længe endnu.

Der er mange positive ting at sige om ‘1000 piskeslag’, og det er i småtingsafdelingen, jeg skal lede for at finde noget, der kan tale mod at læse hans romaner – det findes nok i virkeligheden ikke. Men en ting, du skal vide, hvis du endnu ikke har læst noget om Wolf og Inessa, er, at sex og nøgenhed ikke er en hindring, og at der bliver lukket op for posen så at sige. Dette er alt lige fra overgreb i barndommen, som en af karaktererne har oplevet til hed elskov hos andre af personerne i denne bog. Helt subjektivt er det ikke så meget mig, men det har jeg også påpeget tidligere.

Men er du vimmer, hvor der er fart over feltet i Nis’ serie om Wolf, og jeg elsker det. Jeg var jo som bekendt lidt længe om at komme i gang med hans forfatterskab, og jeg kan kun ærgre mig over det, fordi det er altså en serie, som vil appellere til mange mandlige læsere især, vil jeg tro.

Til sidst vil jeg sige, at jeg i begyndelsen var lidt bange for, at forfatteren havde slået et for stort brød op, der ville være svært at kontrollere med de forskellige fortællinger, men jeg synes faktisk, at enderne bliver bundet flot sammen til sidst. At de så får lov til at folde sig ud i slutningen på ny, som formentlig vil eskalere i næste bind, ‘Missil’, er en anden sag.

Anmeldelsen indeholder reklame, da bogen er tilsendt som anmeldereksemplar fra Nis Jakob – forfatteren bag serien om Wolf. 


KARAKTER

Jeg er fan af Nis Jakobs skrivestil 1000 piskeslag af Nis Jakob
4 / 5
Tidligere indlæg
Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar